Den store stemmesluger ved valget til Inatsisartut er Demokraatits leder, Jens-Frederik Nielsen.
Med 4850 stemmer omtrent tidobler partiformanden sit stemmetal sammenlignet med valget i 2021.
Dengang endte han på 494 stemmer. Det viser tal fra valg.gl.
Den 33-årige partiformand var i årene 2018-2020 partikonsulent i Demokraatit. I 2020 blev han partiformand samt naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer.
Og i 2021 trak han sit parti ud af regeringen. Samme år blev Demokraatit halveret ved valget til det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Jens-Frederik Nielsens stemmetal blev i 2021 overgået af flere personer alene i Demokraatit, blandt andre af Anna Wangenheim, som er politisk næstformand.
Men i 2025 er der ingen politikere i Grønland, der overgår ham.
Múte B. Egde og Aki-Matilda følger trop
De næststørste stemmeslugere er den nuværende regeringsleder, Múte Bourup Egede, fra Inuit Ataqatigiit og Aki-Matilda Høegh-Dam fra Naleraq. De lander på henholdsvis 3276 og 2954 stemmer.
Múte Bourup Egede har de seneste måneder været i orkanens øje som regeringsleder under den store interesse fra USA's præsident, Donald Trump, der flere gange gentaget sit ønske om at købe Grønland.
Hans stemmetal har dog ikke ændret sig markant fra 2021. Her endte han på 3385 stemmer - altså omtrent hundrede flere, end han fik tirsdag.
Aki-Matilda Høegh-Dam er strøget ind som en af de største stemmeslugere.
Hun overhaler blandt andre partiformand Pele Broberg, der endte med 1254 stemmer.
Hos Siumut er flere profiler gået markant tilbage. Partiformand Erik Jensen går fra 1186 stemmer i 2021 til 645 stemmer ved dette valg. Imens går næstformand Kim Kielsen, som er tidligere selvstyreformand, fra 1845 stemmer til 612 stemmer.