Løkke håber Demokraatit kan genstarte god relation til Danmark

Ritzau
inatsisartut valg 2025

Med Demokraatit som vinder af det grønlandske valg til Inatsisartut håber udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at der igen kan komme en god relation mellem Danmark og Grønland.

Det siger han onsdag til DR og TV 2.

- Det er et parti, som gerne vil have mere selvstændighed, men som også har en realistisk tænkning om, hvordan man kan nå derhen, og det håber jeg da, kan genstarte en god relation i rigsfællesskabet, siger Lars Løkke.

Udenrigsministeren glæder sig også over en "høj valgdeltagelse", der vidner "om et stærkt grønlandsk demokrati".

Ved valget i Grønland tirsdag endte valgdeltagelsen på 70,9 procent. I 2021 var valgdeltagelsen rekordlav på 65,9 procent.

Det liberale oppositionsparti Demokraatit blev den helt store vinder, da partiet fik 29,9 procent af stemmerne og en fremgang på over 20 procentpoint i forhold til 2021.

Dermed har partiet nu serveretten til at forsøge at danne den næste grønlandske regering.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS