Mette F. ser frem til samarbejde med Grønlands næste regering

Ritzau
inatsisartut valg 2025

Statsminister Mette Frederiksen (Soc.) har onsdag reageret på valgresultatet i Grønland.

Hun ønsker valgets store sejrherre, det liberale parti Demokraatit, tillykke, efter at partiet blev mere end tredoblet i Inatsisartut, Grønlands parlament.

- Valgdagen i Grønland i går var en glædelig dag og en fejring af demokratiet. Jeg vil gerne ønske Demokraatit tillykke med et meget flot valg.

- Den danske regering vil afvente resultaterne af de forhandlinger, der nu skal pågå i Grønland. Men vi ser frem til samarbejdet med Grønlands kommende Naalakkersuisut (regering, red.), siger Mette Frederiksen i en skriftlig udtalelse.

Demokraatit opnåede 29,9 procent af stemmerne ved valget.

Partiet har talt for, at en kommende grønlandsk løsrivelsesproces fra rigsfællesskabet skal ske i samarbejde med den danske regering.

Valget blev til gengæld en kæmpe nedtur for Siumut.

Det mangeårige magtparti, der sidder i regering med IA, blev halveret og fik kun 14,7 procent af stemmerne.

Efter den syngende lussing fra vælgerne - Siumuts dårligste resultat, siden Grønland i 1979 fik hjemmestyre - er partiet kun fjerdestørst i det grønlandske parlament.

Også Naleraq og IA er større end Siumut, mens Atassut er det femte og mindste parti i parlamentet.

Powered by Labrador CMS