Qupanuk: Udfordrende og spændende at være i valgkamp

Morten Okkels
inatsisartut valg 2025

Naleraq holder valgfest i Nuuk-bydelen Qinngorput. Qupanuk Olsen er blandt de første politikere til at møde op på Cafe Tamu, hvor gæsterne er begyndt at fylde de orange borde.

Modsat andre kendte Naleraq-kandidater var det den første valgkamp for Qupanuk Olsen, som er kendt for at fortælle om Grønland på Instagram. Den allersidste del af valgkampen brugte hun i partiets valgbod ved Godthåbhallen.

– Det har været rigtig spændende at være med. Det har også været udfordrende med en del angreb og bemærkninger på sociale medier. Jeg skulle også til at have holdninger til ting, jeg ikke havde holdninger til før.

Men det var det hele værd, siger Qupanuk Olsen. Hun håber selv, at flere i Grønland vil engagere sig i politisk arbejde.

– Det er så givende. Jeg føler egentlig selv, jeg har oplevet meget i livet – og det her var alligevel helt nyt og lærerigt. Så jeg kan varmt anbefale andre at stille op, siger hun.

Qupanuk Olsen til valgfest hos sit parti Naleraq.
Powered by Labrador CMS