Ifølge valg.gl bliver Naleraq det næststørste parti. Dermed er der altså vendt op og ned på grønlandsk politik, da de to oppositionspartier Demokraatit og Naleraq bliver de største partier i det nye Inatsisartut.
Nedenstående tabel viser stemmefordelingen med 28.620 stemmer talt op.
Grafik: Valg.gl
Demokraatit vinder altså valget efter en fremgang på cirka 20 procentpoint.
Jens-Frederik Nielsen, Demokraatit, blev valgets store vinder.Foto: Oscar Scott Carl
Under partilederrunden på KNR-TV siger Qulleq-formand Karl Ingemann, at partiet er glade for at være kommet med i valgkampen.
Partiet opnåede ikke valg til Inatsisartut.
- Som et nyt parti, hvor vi kom med i valgkampen helt uforberedt, så er vi glade for, at vi har haft muligheden for at kunne være med. Vi kan ikke råbe hurra for resultatet, men er taknemlig for at kunne være med i kampen. Jeg håber, at vi også kan være med i fremtiden, siger Karl Ingemann.
Partilederrunde på KNR-TV efter valget.Foto: Oscar Scott Carl
Stemningen er helt i top hos Demokraatit, der har bænket sig på Killut i centrum af Nuuk.
Formand for partiet Jens-Frederik Nielsen smiler stort, da resultaterne fra blandt andet Qeqertarsuaq og Qasigiannguit kommer på storskærmen og viser kæmpe opbakning til Demokraatit på mellem 21-24 procent.
– Jeg tror at vores budskaber om, at regeringen ikke har lyttet nok til brugerne og eksperterne og ikke har regnet nok på den kommende fiskerilov, kommer til udtryk i de her tal, siger jens-Frederik Nielsen, der dog er noget overrasket over, at partiet ser ud til at gå så markant frem i forhold til seneste valg i 2021, hvor partiet fik 9 procent af stemmerne.
– Vi bliver svære at komme udenom, lyder det.
Der er god stemning ved Demokraatits valgfest.Foto: Oscar Scott Carl
Siumut-formand Erik Jensen er ankommet til Siumuts valgfest, der finder sted i Katuaq.
Siumut går indtil videre tilbage flere steder, og Erik Jensens reaktion er, at det koster at træffe store beslutninger:
- Det bliver spændende at se resultatet. Det koster altid at træffe store, upopulære beslutninger. Når man ikke er populist, så kan det koste vælgere. Men vi må vente og se.
- Det har helt sikkert kostet noget at sidde i regering og tage de svære, men store beslutninger.
- Personsagerne i starten af valgkampen har måske spillet ind. Men i Siumut er vi vant til den slags. Det er vælgerne også.
- Vi har nok ikke været gode nok til at forklare befolkningen, hvilke politik vi har fået gennemført. Særligt overfor de mindre bosteder, hvor vi har skabt store forandringer.
Erik Jensen og Vivian Motzfeldt i samtale ved Siumuts valgfest i Katuaq.OSCAR SCOTT CARL
- Vi kan allerede nu se på resultaterne, at vi har en opgave foran os i forhold til de mindre bosteder.
Spørgsmål: Og har du gjort det godt nok som formand i denne valgperiode?
- Jeg synes, jeg sover godt om natten. Jeg har truffet store beslutninger. Der har været diskussion omkring fiskeriloven, skattereformen og turismeloven.
- Jeg kan sige, jeg har været med til at skubbe nogle store beslutninger. Jeg har det godt med det. Hvis det koster i den anden ende, må vi tage det med.
Spørgsmål: Og er du klar til at se indad og trække dig, for ikke at stå i vejen for partiet, hvis Siumut går for meget tilbage?
- Ja, sådan har det altid været i partiet. Så sætter vi os ned bagefter og taler om tingene. Men det er alt for tidligt at sige noget om.
Der er fuld musik og feststemning i forsamlingshuset i Sisimiut hos Inuit Ataqatigiit. Selvom partiet ikke fører, er stemningen høj, og folk danser til musikken.
Juliane Enoksen, formand for Inuit Ataqatigiit i Sisimiut, kommenterer de foreløbige stemmetal:
– Som vores formand har sagt: Det koster at føre. Demokratiet har talt. Man kan ikke altid tilfredsstille alle.
- Det kan være statsdannelse og fiskeriloven, der har påvirket vores resultat, siger hun. Hun håber, at de store partier vil samarbejde godt fremover.
God stemning hos IA i Sisimiut.Foto: Tôrtia Reimer-Johansen
Pele Broberg ankommer til Naleraqs valgfest til stående applaus fra de fremmødte. Det tyder på en god aften for partiet. Flere af de første resultater har givet Naleraq flertal alene.
Naleraq-formand Pele Broberg bliver modtaget med stående jubel af sine partifæller.Foto: Emil Stach
– Det skal nok komme nogle andre resultater, hvor stemningen går den anden vej. Sådan er det altid. Men det mønster, vi har set foreløbig, lover meget godt.
Han har dog aldrig sat et mål for, hvor mange mandater vil være en succes.
– I Naleraq har vi altid gået til valg på …
Pele Broberg bliver afbrudt af jublen i forsamlingen, da resultatet for Saarloq kommer på skærmen: 62,5 procent til Naleraq.
Sidste gang var der også enkelte steder, hvor Naleraq fik absolut flertal.
– Men der er klart flere nu, så det er lidt vildt, siger Pele Broberg.
Aki-Matilda Høegh-Dam fik også et stort bifald, da hun ankom til Naleraqs valgfest lidt efter kl. 21.Emil Stach
Siumut-politikeren Hans Peter Poulsen har været medlem af Naalakkersuisut i den nu overståede valgperiode.
Han siger fra Siumuts valgfest, at han forventer tilbagegang til de to koalitionspartier ved dagens valg men håber på status quo:
- Jeg har det fantastisk godt. Har været på gaden hele dagen med Siumut-venner ved valgstederne og nu er det tid til fest.
- Personsagerne i starten af valgkampen kommer helt sikkert til at spille ind på resultatet. Men efter det blev håndteret, kom der ro, og vi har kunnet fokusere.
- Vi håber på status quo, men jeg tror at regeringspartierne Siumut og IA går tilbage. Folk har ikke mærket de forandringer, vi gerne ville skabe.
- Vi har lavet kæmpe store love, som kommer til at skabe store forandringer. Men de er kommet så sent, at folk ikke har kunnet mærke dem før valget.
Hans Peter Poulsen ved Siumuts valgfest i Katuaq.Foto: Hanna Vestergaard Hviid
Partiet Atassut holder deres valgfest i restaurant Tunit i Hotel Nordbo. Stemningen er så småt begyndt at blive festligere en time efter den sidste stemme blev lagt i stemmeurnerne.
- Det har været en hård omgang. Men dagen er endelig kommet, og jeg er meget taknemmelig og forventningsfuld, siger Aqqalu C. Jerimiassen (A).
Valgfesten startede med en fødselsdagssang, da en af partiets mangeårig vælger har 72 års fødselsdag.
Der var jubel og klapsalver, da de allerførste tal fra bygderne kom.
De første tal kommer fra Kangerluk, der ligger nordvest for Qeqertarsuaq, hvor der har været i alt fire stemmer. To af dem har stemt på Atassut.
- Det er dejligt! Jeg tror ikke, vi har vundet i Kangerluk før. Nuan!, siger Aqqalu C. Jerimiassen.
- Rigtig mange har henvendt sig til mig fra kysten og har vist deres støtte. Det gør mig forventningsfuld. Meningsmålingen viser også noget fremgang. Det er meget spændende, og jeg krydser fingrene ekstra hårdt, siger han.
- Det er dejligt! Jeg tror ikke, vi har vundet i Kangerluk før. Nuan!, siger Aqqalu C. Jerimiassen.Foto: Oscar Scott Carl
Naleraq holder valgfest i Nuuk-bydelen Qinngorput. Qupanuk Olsen er blandt de første politikere til at møde op på Cafe Tamu, hvor gæsterne er begyndt at fylde de orange borde.
Modsat andre kendte Naleraq-kandidater var det den første valgkamp for Qupanuk Olsen, som er kendt for at fortælle om Grønland på Instagram. Den allersidste del af valgkampen brugte hun i partiets valgbod ved Godthåbhallen.
– Det har været rigtig spændende at være med. Det har også været udfordrende med en del angreb og bemærkninger på sociale medier. Jeg skulle også til at have holdninger til ting, jeg ikke havde holdninger til før.
Men det var det hele værd, siger Qupanuk Olsen. Hun håber selv, at flere i Grønland vil engagere sig i politisk arbejde.
– Det er så givende. Jeg føler egentlig selv, jeg har oplevet meget i livet – og det her var alligevel helt nyt og lærerigt. Så jeg kan varmt anbefale andre at stille op, siger hun.
Qupanuk Olsen til valgfest hos sit parti Naleraq.Foto: Emil Stach
De lange køer for at få lov at stemme er nu afviklet i Nuuk. Afstemningleder Bea Mølgaard Lennert håber på og regner med en højere stemmeprocent end sidst:
- Vi kan ikke sige noget endnu, men vi føler entusiasmen blandt borgerne. Så vi håber, den kommer over 70 procent, siger Bea Mølgaard Lennert, efter hun selv har stemt som den sidste.
Valglederen har ikke tidligere oplevet så mange mennesker, når dørene er blevet lukket.
Der er nok først et resultat tidligst ved midnatstid.
Bea Mølgaard Lennert afgav som den sidste sin stemme ved valgstedet i Nuuk.FOTO: OSCAR SCOTT CARL
Borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen (S), glæder sig over den store tilslutning til dagens valghandling.
- Jeg er glad for, at så mange har afgivet deres stemme. Jeg er spændt på resultatet, for det vil vise om vælgerne her tillid eller ønsker ændring, siger Malik Berthelsen.
I Sisimiut har i alt 2667 vælgere afgivet deres stemme kl. 19.30. Det er 67,6 procent, hvilket 9,1 procent højere end ved valget i 2021 på samme tidspunkt.
Malik Berthelsen ved valgstedet i Sisimiut.Assi: Tôrtia Reimer Johansen
Tirsdag eftermiddag er der godt gang i valgstedet i Nuuk.
En af vælgerne er Nûnu Frederiksen, der siger til Sermitsiaq, at for ham er ærlighed ekstra vigtigt i denne tid:
- Det bliver endnu mere vigtigt at stemme, når man ser, hvad der foregår ude i verden. Nogle tror, at demokrati er noget, man kan købe. Derfor er det vigtigt at stemme.
- Jeg har stemt på en person, der aldrig nogensinde har fået min stemme før. Men det er en person, som er ærlig.
- Ærlighed er ekstra vigtigt i denne tid. Uden at nævne navne, kan man jo se ledere andre steder i verden fortælle løgn efter løgn, så det er sandhed. Det synes jeg er skræmmende.
Maja Chemnitz Frederiksen fortæller, at det har været vigtigt for hende at stemme på en kvinde:
- Jeg har stemt på en kvinde. Det tror jeg er vigtigt i en verden med mænd med magt og store egoer.
- Det gælder også her i landet. Magten korrumperer dem. Og der tror jeg, kvinder bedre kan stå imod.
- Vi står i en brydningstid, og her tror jeg, det er vigtigt med stærke kvinder, siger Maja Chemnitz Frederiksen.
Nûnu Frederiksen og Maja Chemnitz Frederiksen ved valgstedet i Nuuk.Foto: Hanna Vestergaard Hviid
Erik Jensen, formand for Siumut, er også at finde ved valgstedet i Nuuk tirsdag eftermiddag.
-Der er mere på spil, når der er flere partier, der kæmper om magten. Det giver også et ansvar til partierne om et bredere samarbejde.
- Resultatet er jeg spændt på, når der er så mange, der kommer for at stemme. Det er et sundhedstegn, at mange benytter sig af deres ret til at stemme, og jeg håber, at vi kan se samme tendens til kommunalvalget, siger Erik Jensen.
Erik Jensen er spændt på valgresultatet og håber, at lige så mange vil stemme til kommunalvalget den 1. april.Foto: Oline Inuusuttoq Olsen
En del vælgere er stadig lune på rigsfællesskabet, vurderer Bentiaraq Ottosen, Atassut, da Sermitsiaq møder ham ved valgstedet i Nuuk:
- Der er virkelig mange, der kommer for at stemme, det bliver spændende at se resultaterne. Vi har været helt klare og meldt ud, at vi står for rigsfællesskabet.
- Især efter Trumps udmeldinger har vi gjort det klart, at vi gerne ser en fornyelse af rigsfællesskabet, hvor Grønland skal kunne få mere af rigsfællesskabet, siger Bentiaraq Ottosen, Atassut.
Bentiaraq Ottosen påpeger at mange vælgere stadig bakker om partiets ønske om at opbygge rigsfællesskabet.Foto: Oline Inuusuttoq Olsen
Demokraatits Anna Wangenheim fortæller, at partiet har mødt stor opbakning under valgkampen:
- Vi kan mærke, at der er stor opbakning fra kysten, fra de steder vi besøgte og andre steder, som vi ikke nåede at besøge.
- For eksempel har vi modtaget en hilsen fra Paamiut, selvom vi ikke har nogen valgplakater der. Der er helt klart et ønske om, at der skal ske politiske ændringer, siger Anna Wangenheim til Sermitsiaq tirsdag eftermiddag.
Anna Wangenheim oplyser, at partiet har fået stor opbakning fra kysten.Foto: Oline Inuusuttoq Olsen
Sisimiuts valgsted kunne tidligere på dagen melde om en højere stemmeprocent i forhold til tidligere valg til Inatsisartut.
Klokken 13.00 havde 30,2 procent af stemmeberettigede afgivet deres stemme, hvilket er 9,2 procentpoint højere i forhold til valget i 2021. Hvis der afgives flere stemmer end tidligere, så vurderer afdelingsleder i Indenrigsdepartementet Aka Grønvold, at optælling af stemmer kan trække ud.
-Vi håber at flere vil stemme end tidligere valg. Hvis stemmerne er flere, så siger det sig selv, at optælling af stemmer vil vare længere, men vi håber at optællingen vil køre uden udfordringer, siger Aka Grønvold.
-Hvornår forventer I at være færdige?
- Det er svært at vurdere, men når medierne spørger, så svarer jeg, at det bliver efter midnat, siger Aka Grønvold til Sermitsiaq.
Aka Grønvold vurderer, at det bliver efter midnat med hensyn til stemmeoptællingen.Foto: Arnaq Nielsen
Jess Svane, der har denne valgperiode har været en del af Naalakkersuisut for Siumut, vurderer, at der er hård kamp om magten ved dette valg:
- I modsætning til tidligere valgkampe hvor Inuit Ataqatigiit og Siumut har kæmpet om flertallet i Inatsisartut, så kan jeg mærke, at der er fire partier i år, der kæmper om magten.
- Primært i de mindre byer er der stemning for, at der skal ske en ændring. Eksemplet er, at selvstyreejede selskaber som Tusass lukker filialer ned. Det resulterer i, at borgerne ønsker ændringer. Samme stemning kan helt sikkert mærkes i større byer, siger Jess Svane (S) til Sermitsiaq.
Jess Svane (S) vurderer, at der er hård kamp om magten ved dette valg.Foto: Oline Inuusuttoq Olsen
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq S. Olsen (IA), er tirsdag til stede ved valghandlingen i Nuuk.
Hun glæder sig over, at mange er mødt frem for at stemme indtil nu:
- Det er en god dag i dag. Vejret er med os, og stemmetallet er allerede rigtig højt. Så det er en dejlig dag for demokratiet. Til jer der ikke har stemt endnu, tag herop, for når man først er her i hallen, er man ikke i tvivl længere, siger Avaaraq S. Olsen
Avaaraq S. Olsen opfordrer borgere til at komme op og stemme.Foto: Trine Juncher Jørgensen
Aki Matilda Høegh-Dam (N) har allerede meldt ud, at hun ikke genopstiller til Folketinget i forbindelse med næste valg. Hun har siddet i Folketinget siden 2019, da hun som 22-årig blev valgt ind.
Hun forventer dog umiddelbart at trække sig fra Folketinget, hvis hun får en plads i Inatsisartut. Det siger Aki-Matilda Høegh-Dam til Radio IIII tirsdag foran valgstedet i Nuuk.
- Det kommer i hvert fald ikke til at være sådan, at jeg til næste åbning vil komme op og holde tale til Folketingets åbning, siger hun.
Aki-Matilda Høegh-Dam kan fortsætte i Folketinget, selv om hun bliver valgt ind i Inatsisartut.
Aki-Matilda Høegh-Dam ved valgstedet i Nuuk.FOTO: OSCAR SCOTT CARL
Seneste tal fra valgstedet i Sisimiut viser, at mange vælgere har været ved valgstedet. 1202 havde stemt kl. 13 svarende til 30,2 procent af vælgerne. Det er 9,2 procentpoint højere end på samme tidspunkt ved sidste valg.
- Jeg er glad for, at der er så mange, der er kommet for at stemme.
- Jeg håber, at flere vil komme og stemme og jeg håber at så mange i alle byer og steder vil bruge deres ret til at stemme, for det er et vigtigt valg, og de nye inatsisartut medlemmer har brug for en solid baggrund til at arbejde for landet, siger Múte B. Egede til Sermitsiaq tirsdag middag ved valgstedet i Nuuk.
Múte B. Egede ved valgstedet i Nuuk.Foto: Oline Inuusuttoq Olsen