USA-ambassadør på charmeoffensiv: - Jeg er her for at lytte

Som en af sine første tiltag har USA's nye ambassadør i Danmark valgt at besøge Grønland.

USA's nye ambassadør i Danmark Alan Leventhal besøgte i sidste uge Nuuk og Kangerlussuaq.

USA har fortsat stor opmærksomhed rettet mod Grønland. Landets tidligere ambassadør i Danmark Carla Sands besøgte Grønland adskillige gange i sin embedsperiode, og den nye ambassadør Alan Leventhal har tilsyneladende tænkt sig at fortsætte ambassadens fokus på den nordlige del af Kongeriget.

Den forgangne uges besøg fandt således sted lidt over en måned efter, at Alan Leventhal officielt tiltrådte som ambassadør 1. juli.

Mediehuset Sermitsiaq havde fået lejlighed til et interview med ambassadøren lørdag, og her gjorde han en dyd ud af, at han var i Grønland for at lære landet bedre at kende.

- Det er en mulighed for at mødes og lytte til folk. Jeg er mødtes med erhvervsfolk, formanden for Naalakkersuisut og medlemmer af parlamentet og så har jeg også besøgt Atuarfik Hans Lynge, lød det fra Alan Leventhal, der også fortalte, at det var hans første tur til Grønland nogensinde.

Baggrund som forretningsmand

Alan Leventhal er udpeget som ambassadør af præsident Joe Biden og har en baggrund som forretningsmand. Han er blandt andet bestyrelsesformand og topchef i Beacon Capital Partners, som er en af de førende ejere og forvaltere af kontorejendomme i USA. Leventhal grundlagde selv firmaet i 1998.

Alan Leventhal fortæller, at hans nye opgave som ambassadør i høj grad er at fortsætte med at styrke forholdet mellem USA og Grønland. Både militære og civile samarbejder skal gennemføres med gennemsigtighed og accept fra Grønland, understregede ambassadøren.

Særligt USA's militære tilstedeværelse her i landet har flere gange givet anledning til heftig politisk debat. I Grønland er der et naturligt ønske om et fredeligt Arktis, og at undgå oprustning. Men samtidig har spændingerne mellem lande som USA, Rusland og Kina været stigende gennem en årrække, og der er et pres på Kongeriget for blandt andet at levere bedre overvågning i Arktis til eksempelvis at kunne registrere mulig russisk aktivitet i området.

En anden linje

Foråret har således budt på historier om mulige opgraderinger af Pituffik samt opstilling af radarer flere steder på Grønlands kyst. Ambassadøren uddybede ikke planerne men sagde, at alt vil foregå med støtte fra Grønland.

Spørgsmål: Det er blandt andet blevet bekræftet, at der har været et amerikansk team i Grønland for at søge efter nye mulige placeringer af radarer langs kysten. Kan du fortælle mere om det arbejde, og hvad perspektiverne er?

- Jeg ved, der har været nogle undersøgelser, og det hele er sket med fuld støtte fra Danmark og Grønland. Hvis noget yderligere sker, vil det hele ske gennemsigtigt og være med støtte fra Grønland og også Danmark, lød det fra Leventhal.

Tager afstand fra Sands-kommentar

Ambassadøren lægger altså en anderledes linje, end der kom til udtryk under præsident Donald Trump. Trump vakte ikke bare Grønlands men store dele af verdens opmærksomhed, da han i 2019 foreslog, at USA kunne købe Grønland af Danmark.

Carla Sands har i foråret udtalt, at hun synes Trumps idé var fremragende, men hvad siger hendes efterfølger:

- Udenrigsminister Blinken besøgte Grønland i maj 2021, og han har været meget tydeligt om dette: USA køber ikke Grønland. Vores fremgangsmåde i forhold til at arbejde med Grønland er at diskutere, lytte og identificere områder, som vi kan støtte, og som er vigtige for Grønland. Det er vores mål, siger Alan Leventhal.

Powered by Labrador CMS