USA's nye ambassadør i Danmark modtaget af dronningen
Dronning Margrethe har modtaget den nye amerikanske ambassadør, som nu officielt er indsat på posten som USA´s ambassadør i Rigsfællesskabet.
Dronning Margrethe har fredag modtaget den nye amerikanske ambassadør, Alan Leventhal. Det oplyser Kongehuset.
Han overtager efter den noget omdiskuterede Carla Sands, der var udpeget af tidligere præsident Donald Trump.
Før hende var det Obamas mand på posten, Rufus Gifford, som havde knap så meget opmærksomhed på sikkerhedspolitik og Grønland, som det var tilfældet med Carla Sands.
Modtagelsen af den n ye ambassadør fandt sted på Marselisborg Slot, hvorfra dronningen varetager sine officielle forpligtelser for tiden.
Carla Sands forlod Danmark sidste år
69-årige Alan Leventhal blev nomineret som amerikansk ambassadør af præsident Joe Biden tilbage i januar.
I midten af juni blev han godkendt som ny ambassadør af et flertal i det amerikanske Senat.
Der har ikke været en amerikansk ambassadør i Danmark, siden Carla Sands, som var udpeget af tidligere præsident Donald Trump, forlod Danmark i 2021.
Leventhal er bestyrelsesformand og topchef i Beacon Capital Partners, en af de førende ejere og forvaltere af kontorejendomme i USA.
Officiel indsættelse af dronningen
Han sidder desuden i forretningsudvalget for universitetet Massachusetts Institute of Technology (MIT).
Som Danmarks statsoverhoved er det dronningen, der modtager nye ambassadører.
Det sker ved en særlig modtagelse, hvor den nye ambassadør overrækker majestæten sine akkreditiver i en lukket kuvert.
Først herefter kan en ambassadør udføre sit arbejde i Danmark.
Hvorvidt den nye ambassadør har samme offensive tilgang til at vande forholdet mellem Grønland og USA som hans forgænger bliver spændende at se.