Udfordringerne fortsætter: Ingen løsning om arktisk ambassadør

Sagen om posten som arktisk ambassadør for Kongeriget har endnu ikke fundet en løsning. Der er forlydender om, at den udpegede ambassadør i stedet er begyndt som kontorchef, men det vil udenrigsministeriet ikke be- eller afkræfte.

Ved kontaktudvalgsmødei Nuuk i juni, var det forventet at der ville blive fundet en løsning på uenighederne om en arktisk ambassadør. Det var dog ikke tilfældet.

Der er fortsat ingen løsning på den gordiske knude om, hvorvidt den arktiske ambadssadør for kongeriget skal være grønlandsk og udpeget af Grønland eller udpeget af Danmark uden hensynstagen til etnicitet eller oprindelsesland.

Ifølge journalist og forfatter Martin Breum er Tobias Elling Rehfeld, som Danmark udnævnte til ny arktisk ambassadør tidligere på året, blevet ansat som kontorchef på nuværende tidspunkt. Han er endnu ikke udpeget som aktisk ambassadør. Det skriver KNR.

Udenrigsministeriet har i øjeblikket ingen kommentar til udtalelserne fra Martin Breum og oplyser, at arbejdet med at finde en tilfredsstillende løsning på konflikten om posten som arktisk ambassadør fortsætter.

- I juni blev det besluttet i sluterklæringen fra mødet i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg i Nuuk at "fortsætte dialogen mellem Grønlands Naalakkersuisut og Danmarks regering om posten som arktisk ambassadør". Denne dialog er stadig i gang, lyder det i et skriftligt svar.

Ingen løsning i kontaktudvalget

Debatten om posten som arktisk ambassadør har været præget af synspunkter om, hvorvidt ambassadøren skal være grønlandsk eller ej. Flere grønlandske politikere har argumenteret for, at ambassadøren skal have en dyb forståelse for arktiske og grønlandske forhold for at kunne repræsentere Kongerigets interesser i Arktis bedst muligt. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har gentagne gange understreget, at ansættelser ikke bør baseres på etnicitet.

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, har betragtet udnævnelsen af Tobias Elling Rehfeld, der kommer fra en stilling som ambassadør i Sydafrika, som en provokation over for Grønland.

Selvom mødet i kontaktudvalget i juni blev betragtet som en potentiel mulighed for at løse sagen, blev der stort set ikke sagt noget om emnet i sluterklæringen.

Betydning for ansvar ved formandskab for Arktisk Råd

Forsker Jeppe Strandsbjerg fra Nasiffik - Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik ved Ilisimatusarfik og Forsvarsakademiet i København bemærker, at dette er påfaldende, især med tanke på Grønlands bestræbelser på at gøre opmærksom på spørgsmålet.

Formuleringen i sluterklæringen om, at Grønland skal tale før Færøerne og Danmark på Arktisk Råds møder og vil spille en "særlig rolle", når Kongeriget overtager formandskabet i rådet i maj 2025, kan muligvis indikere en velvilje over for Grønland. Dette kunne eksempelvis resultere i ministermøder, der afholdes i Nuuk, eller andre måder, hvorpå Grønland kan få en fremtrædende position under formandskabet.

Spørgsmålet om, hvordan konflikten om posten som arktisk ambassadør vil blive løst, forbliver imidlertid uklart.

Powered by Labrador CMS