Børnetalsmanden modtager hæderspris på Christiansborg
Det er Dronningen, der overrækker Ebbe Muncks Hæderspris for 2023, og det er vores egen børnetalsmand Aviâja Egede Lynge, der modtager prisen den 14. november.
I en højtidelig ceremoni på Christiansborg Slot overrækker Hendes Majestæt Dronningen, i Fløjlskabinettet, Ebbe Muncks Hæderspris for 2023. Den velrenommerede pris tildeles i år Aviâja Egede Lynge, for hendes engagerede indsat for børns rettigheder og leder af MIO - Grønlands Børnerettighedsinstitution.
Børnetalsmanden kommer i fint selskab med tidligere grønlandske modtagere af prisen som Kuupik Kleist, Ann Andreasen og Minik Rosing.
I begrundelsen for hæderen lægges vægt på, at Aviâja Egede Lynge, som er uddannet socialantropolog fra Edinburgh University, i årevis har arbejdet utrætteligt for at skabe opmærksomhed om de udfordringer, som børn og unge her i landet står overfor.
Hendes dedikation har også inkluderet en konstant opfordring til politiske beslutningstagere om at omsætte ord til handling og forbedre forholdene for de mest sårbare børn og unge.
Professionallisme og respekt
Med sin ekspertise og saglige tilgang har Aviâja været med til at udbrede forståelsen af, at børns vilkår er en sag, der angår os alle, og at løsningerne skal baseres på praktisk handling snarere end ideologi eller politisk retorik.
- Hun er, som Ebbe Munck var i en anden tid og situation, et handlings- menneske med integritet og autoritet, som gør og siger, hvad hun mener er ret og rimeligt, lyder det blandt andet i en pressemeddelelse om prisen.
Aviâja har demonstreret en imponerende professionalisme og respekt i behandlingen af følsomme og udfordrende sager, hvilket har tjent hende respekt og tillid i hele Grønland og på tværs af politiske og ideologiske skel.
Bidrager til forståelse
Hendes evne til at identificere konkrete og praktiske løsninger og samtidig distancere sig fra den daglige politiske støj, har bidraget til en bredere forståelse af, at de grundlæggende samfundsproblemer ikke drejer sig om symboler eller formaliteter, men om at opbygge et stærkt og bæredygtigt samfund, der beskytter og plejer sine yngste og mest sårbare borgere.
Prisuddelingen blev motiveret af Direktør i Oak Foundation Danmark, Esther Nørregård-Nielsen, og Dronningen overrakte Ebbe Muncks Hædersplakette i bronze, skabt af billedhuggeren Knud Nellemose.
Det er 14. november klokken 15.00 at Hendes Majestæt Dronningen overrækker Ebbe Muncks hæderspris i Fløjlskabinettet på Christiansborg slot.