Fiskerikommissionen vil gøre op med olympisk fiskeri

Der skal indføres individuelle omsættelige kvoter på al fiskeri, og sættes stop for nye licenser i indenskærs hellefiskfiskeri og torskefiskeri. Desuden skal der kigges på, om afgiften på havgående rejefiskeri skal hæves, og der skal sættes betingelser og tidsbegrænsning på kvoterne.

Formanden for fiskerikommissionen Jens Paulsen præsenterer torsdag kommissionens betænkning.

Torsdag præsenterer fiskerikommissionen sin endelige betænkning for politikere og befolkning. Betænkningen skal blandt andet danne grundlag for en ny fiskerilov og bruges i udviklingen af landets vigtigste erhverv de kommende år.

Kommissionens anbefalinger er lavet ud fra et mål om størst muligt langsigtet samfundsøkonomisk udbytte af fiskeriet på et bæredygtigt grundlag. Altså at samfundet får mest muligt ud af fiskeriet i dag og på sigt.

Nogle steder går det ganske godt i dag, mens andre fiskerier er på randen af kollaps, som det også har været fremme flere gange de senere år.

Status quo er ikke en mulighed,

Betænkningen skelner mellem arbejds- og kapitalintensivt fiskeri. Det kapitalintensive fiskeri er så effektivt og værdiskabende og bidrager til velfærden i samfundet i et omfang, som gør det uundværligt i forhold til samfundsøkonomien.

- Enhver ændring i forudsætningerne for denne effektivitet skal derfor overvejes nøje, lyder det fra kommissionen.

De kapitalintensive fiskerier består i dag af både det kystnære og det havgående fiskeri efter rejer samt de øvrige havgående fiskerier.

Det arbejdsintensive fiskeri er i høj grad præget af overfiskeri og forøgelse af fiskerikapacitet med stor risiko for ressourcerne til følge. Det arbejdsintensive fiskerier består i dag af alle kystnære fiskerier, undtagen fiskeriet efter rejer.

- Status quo er ikke en mulighed, vurderer kommissionen om sidstnævnte.

Slut med olympisk fiskeri

En af hovedkonklusionerne i betænkningen er, at forvaltningen af fiskerier baseres på individuelle omsættelige kvoter (IOK) tilpasset de specifikke forhold i de enkelte fiskerier, med mindre helt særlige forhold forhindrer dette.

Det betyder altså, at det er slut med det såkaldte olympiske fiskeri, som blandt andet er metoden for joller op til seks meters længde i det indenskærs hellefiskfiskeri i Diskobugten, Uummannaq og Upernavik.

I samme ombæring anbefales det, at der bliver sat en stopper for nye licenser i en periode, mens man tilpasser TAC'en til den biologiske anbefaling.

Havgående rejefiskeri skal tidsbegrænses

Kommissionen anbefaler også, at der laves tidsbegrænsning på de individuelle omsættelige kvoter for havgående rejefiskeri. Der skal i samme ombæring laves betingelser for IOK om udnyttelsesvilkår og pligt, opsigelsesvarsel og betaling for kvoten.

Der tages i betænkningen og kommissionens arbejde udgangspunkt i både økonomisk, biologisk og social bæredygtighed, hvor sidstnævnte ikke altid går hånd i hånd med de to første.

- Forvaltningen af det kystnære fiskeri efter torsk har i mange år været stærkt præget af lokale, regionale og nationale beskæftigelseshensyn, og derfor har rigtig mange nye fiskere fået licens til torskefiskeriet, skriver kommissionen blandt andet.

Kan afhjælpe mangel på arbejdskraft andre steder

Hvis kommissionens anbefalinger om at omlægge det indenskærs fiskeri efter hellefisk og torsk fra olympisk fiskeri til individuelt omsættelige kvoter, sænke TAC til et bæredygtigt niveau, samt at stoppe for nye licenser i en årrække, vil det betyde, at en del fiskere skal finde ny beskæftigelse.

Derfor påpeger kommissionen også, at der skal sættes ind med sideløbende arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske tiltag, som giver fiskere, der af egen drift ønsker at gå ud af dette fiskeri, reelle alternative muligheder. Dette kan være i andre dele af fiskerisektoren eller i andre sektorer med efterspørgsel efter arbejdskraft.

Nogle hovedpunkter i betænkningen:

  • Der skal være armslængdeprincip i forvaltningen
  • Der skal oprettes en licensstyrelse og et klageorgan
  • Der skal indføres tidsbegrænsning på individuelt omsættelige kvoter for havgående rejefiskeri.
  • Kystnært fiskeri af hellefisk og torsk skal tilpasses biologisk rådgivning
  • Stop for nye licenser i kystnært fiskeri af hellefisk og torsk i en periode
  • Indførelse af IOK på kystnært fiskeri af hellefisk og torsk
  • Kvoteloft på havgående rejefisker på 20 procent hvor indirekte ejerskab medregnes
  • Loft for salg af årskvotesalg/udlejning af kvoter
  • Åbne for investeringer fra investeringsforeninger og pensionskasser
  • Der indføres IOK på indenskærs rejefiskeri ligesom der er på det havgående.
  • Indføres IOK på havgående fiskeri af hellefisk, rødfisk og torsk
Powered by Labrador CMS