Avalak: Ane Lone Bagger kommer med søforklaringer

Der er ingen sammenhæng mellem Naalakkersuisuts søndagstaler og deres handlinger, mener Avalak-formand Hans Peter Mønsted

Avalak-formand Hans Peter Mønsted er en pæn ung mand. Så han bruger ikke formuleringen 'Hul i hovedet', men på mange måder, er der essensen af det han siger om nedskæringen i tilskuddet til Avalak.

- Det hænger jo slet ikke sammen, når naalakkersuisoq for uddannelse, Ane Lone Bagger på den ende side taler om at uddannelse er vejen til selvstændighed og så på den anden side skærer ned på dette område, siger Hans Peter Mønsted til Sermitsiaq.AG.

Småpenge, der kan have stor effekt

Hans Peter Mønsted peger på, at Avalak medvirker til, at de studerende i Danmark bevarer tilknytningen til hjemlandet. Det sker ved at man mødes med andre grønlandske studerende, men også helt praktisk ved at formidle praktikumforløb i Grønland. Det betyder blandt andet, at eventuelle børn kan pleje eller lære sproget.

- Vi arbejder for, at vi som studerende vedligeholder vores kultur og vores sprog, siger han.

Avalaks tilskud er blevet beskåret fra 404.000 kroner til 200.000 kroner i forbindelse med finanslovens tredje behandling. En stor nedskæring for Avalak, men peanuts i et budget på syv milliarder kroner, mener Avalak-formanden.

- Hvis det lykkedes Avalak til at få blot én medicinstuderende til at vende hjem efter endt uddannelse, så er de penge så rigeligt tjent ind.

- Søforklaring

Ane Lone Bagger (S) har til Sermitsiaq.AG forklaret, at en forhøjelse af tilskuddet til Avalak på 204.000 kun skulle gælde i en tilpasningsperiode, og at hun derfor ikke ser det store problem i at det fjerne det igen. En forklaring, som Hans Peter Mønsted ikke giver ret meget for.

- Hun er en uge om at nå frem til den forklaring, og ser man i tidligere finanslove, så er er tilskuddet på de 404.000 kroner også lagt ind i overslagsårene (de tre år, der ligger efter den aktuelle finanslov, red.).

- Så for mig lyder det, som om det er en søforklaring, hun kommer med.

Ane Lone Bagger (S) henviser til, at Avalak har mulighed for at søge tips- og lottomidler til sine aktiviteter. En udmelding, der i Hans Peter Mønsteds øjne yderligere understreger den manglende sammenhæng mellem ord og handling.

- Når uddannelse er vejen til selvstændighed, hvordan kan man så lægge skæbnen for så central et område i hænderne på danske tips- og lottemidler?

Pusterum

Heller ikke IA's folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen lader sig overbevise af Ane Lone Baggers argumenter.

- Man plejer at sige, at ungdommen er landets fremtid. Og det er jo sandt. Derfor er besparelserne på vores studerende også en helt uforståelig beslutning, hvis vi ønsker flere unge uddannede, flere unge der vender hjem, vækst, kvalificeret arbejdskraft og fremskridt. Hvis ikke netop gruppen af unge veluddannede burde være genstand for positiv opmærksomhed, så ved jeg ikke hvem der burde, lyder meldingen fra hende.

Hans Peter Mønsted påpeger, at Avalak for mange ikke alene er vigtig for at bevare tilknytningen til hjemlandet, men også for at gennemføre sine studier flere tusinde kilometer hjemmefra.

- Det går stærkt under studierne - også for de danske studerende. Når det så ydermere foregår i en anden kultur, og måske på et sprog, som ikke er modersmålet, så har man brug for et pusterum - og det er netop, det som vi tilbyder.

Powered by Labrador CMS