Naleraq og Naturinstitut uenige om hellefisk

Hellefiskene er blevet flere og større, mener Naleraqs Jens Napaattooq efter samtale med fiskere. Det kan Naturinstituttet dog ikke genkende.

Jens Napaattooq mener, at Naturinstituttet laver rådgivning "henover hovedet på borgerne".
Offentliggjort

Debatten om forvaltningen af det kystnære fiskeri efter hellefisk er blusset op påny i forbindelse med, at Naalakkersuisut afholder flere fiskeriseminarer.

Hellefisk i Nordgrønland er nemlig blevet større og flere, og Naturinstituttets rådgivning er grundløs, lyder det fra Naleraqs Jens Napaattooq:

- Under fiskeriseminaret i Ilulissat med deltagelse af fiskere i Nordgrønland fremkom man med klare udmeldinger om, at der nu er flere hellefisk end nogensinde før, samt at fangstens størrelse ikke er mindre, men vokser, hvilket også blev dokumenteret af de fremlagte tal.

- Vi har nu klare beviser for, at Naturinstituttets rådgivning om at fangsten må skæres ned er helt grundløs, hvorfor vi fra Naleraq ønsker, at man i Nordgrønland tildeles passende kvoter samt rådgivning, skriver Jens Napaattooq i en pressemeddelelse.

Institut: Nedgang over 10-15 år

Politikeren mener desuden, at Naturinstituttet laver sin rådgivning "hen over hovedet på borgerne".

Sermitsiaq.AG har forelagt udmeldingen for Grønlands Naturinstitut, og her siger afdelingsleder Helle Siegstad, at man ikke genkender Naleraqs påstand:

- Naturinstituttet har ikke data, der viser, at de landede hellefisk er blevet større. Vi ved ikke, hvilken dokumentation Naleraq henviser til, men målinger fra Naturinstuttet viser en nedgang over en 10-15-årig periode, siger Helle Siegstad og fortsætter:

- Landingsdata viser, at der er stor årstidsvariation i størrelsen af hellefisk, og man kan for eksempel ikke sammenligne, hvad der er landet i de første to måneder i 2022 med data fra hele 2021. I starten af året fanges store hellefisk i Disko Bugt, hvor der er stor fiskeriaktivitet i Isfjorden, siger hun.

Stor årgang på vej

I forhold til hvorvidt der i øjeblikket er flere hellefisk, siger Helle Siegstad, at der er en god årgang af hellefisk, der er ved at være store nok, og det kan være forklaringen:

- I de biologiske undersøgelser med SANNA har observeret en god 2015 årgang, der for nyligt har nået en størrelse, så den indgår i fiskeriet. Det er en mere talrig årgang, end vi tidligere har observeret.

- 2015 årgangen har nået en størrelse på omkring et kilo og det forventes at fiskeriet i de kommende år vil være baseret på den årgang. For de efterfølgende årgange er der fortsat usikkerhed om hvor talrige de er, siger hun.

I det kystnære fiskeri efter hellefisk har Naalakkersuisut gennem mange år overskredet den biologiske rådgivning markant. Fiskerikommissionen anbefalede på det punkt, at man stopper med at udstede nye licenser og sætter kvoterne ned til et bæredygtigt niveau.

Siegstad: Der skal fanges dobbelt så mange fisk som tidligere

Modsat siger Jens Napaattooq, at Naturinstituttets undersøgelser, der viser, at fisken bliver mindre og færre, betyder, at banker ikke længere ønsker at investere i fiskeriet og gør livet surt for fiskerne.

Afdelingschef Helle Siegsted understreger, at instituttets rådgivning sigter mod den mest optimale udnyttelse af fiskebestandene. Og hun er ikke i tvivl om udviklingen:

- Den nuværende fangstmængde betyder, at der i dag fanges 6 millioner fisk, hvor der tidligere kun skulle 3 millioner fisk til for samme mængde, siger hun.

Powered by Labrador CMS