Kæmpe årgang vender udvikling: Der kan fanges flere hellefisk

Den biologiske rådgivning for fangsten af hellefisk indenskærs sættes i vejret for første gang i årevis. Stor årgang på vej ind i fiskeriet, lyder begrundelsen.

Gennem adskillige år har biologer advaret mod en faretruende udvikling for det indenskærs fiskeri efter hellefisk. Fiskene er blevet mindre, og fiskeriet burde reduceres, har advarslerne lydt.

Men nu er der nye toner. Grønlands Naturinstitut oplyser, at der nu skrues op for den biologiske rådgivning.

- Den biologiske anbefaling for fiskeri efter hellefisk i Disko Bugt og Upernavik hæves med 20 procent, skriver instituttet i en pressemeddelelse. Rådgivningen er besluttet i NAFO (Northwest Atlantic Fisheries Organization), hvor Naturinstituttet er repræsenteret.

Begrundelsen for den højere rådgivning er, at "de biologiske undersøgelser i de to forvaltningsområder viser, en forøgelse af biomassen på 20% og NAFO rådgiver derfor en tilsvarende højere rådgivning".

Mindst én stor årgang på vej

- De biologiske undersøgelser i Uummannaq viser, ikke samme stigning og NAFO rådgiver derfor en uændret fangstmængde på 5.153 tons for 2023 og 2024, står der videre.

Selvom den biologiske rådgivning sættes op, vil det stadig kræve, at Naalakkersuisut reducerer kvoterne til næste år, hvis rådgivningen skal følges.

Den højere anbefaling kommer ifølge Naturinstituttet fordi, at data fra både fiskeri og biologiske undersøgelser viser, at der er mindst én talrig årgang på vej ind i fiskeriet.

Det er usikkerhed om, hvor stor årgangen egentlig er, og om flere store årgange følger efter.

- Med én talrig årgang, vil fiskerne opleve en fremgang i bestanden i de kommende år, men kun hvis der er flere ’gode’ årgange på vej vil fiskeriet være stabilt over en årrække! De biologiske undersøgelser vil følge denne udvikling, skriver Naturinstituttet.

Forsker: Fiskene er stadig små i Disko Bugt

Spørgsmål: Har I taget fejl i jeres advarsler omkring fiskeriet efter hellefisk, nu hvor bestanden viser sig at være i fremgang (visse steder) på trods af mange års overskridelser af de biologiske anbefalinger?

- Nej, for det nye der er sket, er, at vi har set en stor rekruttering, hvor der er mange små fisk, der er tilgået. Den nye rådgivning er i tråd med den gamle, for vi har hele tiden været opmærksomme på, at 2015-årgangen på et tidspunkt ville gå ind i fiskeriet, siger Rasmus Nygaard, forsker ved Afdeling for Fisk og Skaldyr på Naturinstituttet.

Han tilføjer:

- Det er stadig meget små fisk i diskobugten, men der kommet mange flere.

Rasmus Nygaard forklarer, at hellefiskene i Disko Bugt stammer fra bestandene udenskærs, hvor fiskeriet er tilpasset det biologiske anbefalinger.

- Vi har ikke set så stor en årgang før, og man kan sige, at det er held, at der kommer sådan en god rekruttering og redder fiskeriet, siger Rasmus Nygaard og tilføjer:

- Der er mange flere små fisk end tidligere. I Disko Bugten ser vi blandt andet en gradvis stigning i antallet af fisk i vores eget survey med forskningsgarn.

Nedgang i det udenskærs

I det udenskærs fiskeri efter hellefisk går det desværre den anden vej med rådgivningen. Her sænkes rådgivningen med 6.730 tons.

Sænkelsen kommer som følge af et forsigtighedsprincip, fordi der ikke har været biologiske undersøgelser af bestandene udenskærs i en årrække.

- NAFO finder det essentielt, at bestandsopmålinger genoptages så hurtigt som muligt for at opdatere indeks, skriver Naturinstituttet.

Udenskærs bestanden deles 50:50 med Canada, og halvdelen af reduktionen forventes derfor at være i Grønlandsk farvand.

Har advaret om udvikling

Gennem adskillige år har der været debat om hellefisken indenskærs. Naturinstituttets målinger har vist, at fiskene er blevet mindre, og samtidig har politikerne fastsat kvoterne langt over den biologiske anbefaling.

Fiskerikommissionens undersøgelser har også vist, at fiskerne er blevet presset på deres indtjening.

Naturinstituttet har dog tidligere i år fortalt, at man har lokaliseret en god 2015 årgang, som nu er på vej ind i fiskeriet.

Instituttet oplyser, at de totale fangster i 2021 i Disko Bugt var på 9.028 tons, i Upernavik på 8.480 tons og i Uummannaq 9.609 tons. Herunder kan den nye rådgivning ses:

Powered by Labrador CMS