Halvårsrapport: SISA taber 727 mio. kr.

Usikkerheden på de finansielle markeder præger pensionsselskabet SISA's halvårsrapport, der udviser et stort tab. Både aktier og obligationer falder, og derfor er det svært at søge "ly" for den finansielle uro, siger direktør.

Mens sidste år var et forrygende år for pensionskassen SISA, så ser situationen ganske anderledes ud i år, viser selskabets halvårsregnskab.

Pensionskassen har i første halvår haft et tab på 727,0 millioner kroner, mens samme periode sidste år gav et afkast på 369,1 millioner kroner.

Pensionsafkastskat for 1. halvår 2022 er en indtægt på 103,6 mio. kr. mod en udgift på 54,1 mio. kr. sidste år, oplyser selskabet og fortsætter:

Om SISA

SISA er en grønlandsk medlemsejet pensionskasse, der leverer pensionsordninger til organisationer og erhvervsliv i Grønland.

SISA har ca. 41.000 medlemmer, hvoraf 20.000 er aktivt betalende. SISA modtager godt 300 millioner kr. i pensionsbidrag om året.

Ifølge halvårsregnskabet var indbetalingerne i 1. halvår 2022 på i alt 149,9 mio. kr. I forhold til samme periode året før er der tale om en stigning i løbende medlemsbidrag på 6,9 mio. kr. og en stigning i overførsler fra andre ordninger på 0,5 mio. kr.

Kilde: SISA

Periodens afkastprocent for selskabets to markedsrenteporteføljer; Vækst og Stabil, blev henholdsvis -14,29 pct. og -11,56 pct.

- Svært at søge ly

Selskabet kalder investeringsafkastet for ikke tilfredsstillende:

- Såvel inflation som renter er steget voldsomt siden årsskiftet, og den 24. februar 2022 blev usikkerheden på investeringsmarkederne betydeligt forstærket ved Ruslands invasion af Ukraine. Den øgede usikkerhed betød store kursfald på aktierne, skriver SISA i halvårsrapporten.

Direktør Søren Schock Petersen uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at markedet er usædvanligt svært at navigere i for øjeblikket:

- Det særlige ved denne nedtur er, at både obligationer og aktier falder. Normalt vil obligationer stige, når aktier falder, men det er ikke sket den her gang. Begge typer investeringer er faldet. Det vil sige, at det er rigtig svært at søge ly, siger Søren Schock Petersen.

Op og nedture

Spørgsmål: Hvad skal pensionskunderne tænke om udviklingen?

- De skal tænke, at det er her langsigtet.Vi havde et forrygende resultat i 2021. I år bliver det et skidt resultat, men på den lange bane vil det give et fornuftigt afkast.

- Som pensionsopspare vil der være opture og nedture. Det er sjovere når det går op, men det vil også gå ned, og det er gør lige nu, siger Søren Schock Petersen.

Overordnet er de samlede pensionshensættelser i SISA faldet fra 4.821 millioner kroner ved udgangen af 2021 til 4.321 millioner kroner 30. juni 2022.

Gigant tab i Danmark

SISA langt fra det eneste pensionsselskab, der har leveret negative afkast i første halvår. I Danmark viser en opgørelse, at danskernes pensionsformue faldt med 544 milliarder kroner i værdi i samme periode.

Blandt andre meldte pensionsselskabet PFA om et tab på 77,6 milliarder kroner, og det blev det til et minus på 56,6 milliarder kroner for ATP, skriver Ritzau.

Powered by Labrador CMS