Fratrådt TV 2-chef vil ikke tage hele skylden for falsk Múte-artikel

Eks-TV 2-chef Ulla Østergaard får hovedsansvaret for falsk artikel om Múte B. Egede i ny intern undersøgelse på TV2.

Múte Egede mener selv, at historien var plantet for at påvirke valgets udfald og har siden varslet en politianmeldelse af TV 2 for injurier.

Den tidligere redaktionschef på TV 2 Ulla Østergaard afviser, at hun bærer hele skylden for, at mediet bragte fejlagtige anklager mod Múte B. Egede (IA) midt under valgkampen.

Det skriver Berlingske.

Det er første gang, at den tidligere TV 2-chef udtaler sig som sagen, siden hun fratrådte sin stilling i juni.

Over for avisen erkender Ulla Østergaard, at hun havde det formelle ansvar som redaktionschef. Men hun mener ikke, at hun bærer hele skylden for artiklen, der blev skrevet af to TV 2-journalister.

Ny intern undersøgelse

- Som journalist i 30 år har jeg aldrig været nødt til at spørge en af mine chefer om, hvorvidt man skulle researche en historie til bunds eller høre modparten. Og jeg er blevet forsikret om, at modparten blev hørt, siger Ulla Østergaard blandt andet til Berlingske.

Udmeldingen kommer efter en intern undersøgelse fra tv-stationen, hvor den tidligere TV 2-chef bliver udpeget som hovedansvarlig for forløbet.

Undersøgelsen peger også på, at "både reporteren og redaktøren på tv2.dk bærer en betydelig del af ansvaret".

I artiklen, der blev udgivet få dage før Inatsisartut-valget, stod der, at Múte B. Egede havde været inhabil i to sager, som han selv havde haft en økonomisk fordel af.

- Folk, der ikke elsker Múte

Men det var forkert. TV 2 måtte trække historien tilbage og beklage, at den var blevet bragt.

Múte Egede mener selv, at historien var plantet for at påvirke valgets udfald og har siden varslet en politianmeldelse af TV 2 for injurier.

I TV 2's interne undersøgelse erkender Ulla Østergaard, at tippet, som historien byggede på, ”kom fra folk, som ikke elsker Múte B. Egede”.

Hun påpeger videre, at det er normalt, at der er interesser på kryds og tværs, når der kommer tip ind til en redaktion, og at det afgørende er, at tip skal faktatjekkes, og den anklagede skal have mulighed for at komme til orde.

Ud over at erkende sit ansvar siger Ulla Østergaard til Berlingske, at hun var "chokeret", da hun lærte, at Múte B. Egede ikke var blevet hørt i den publicerede artikel.

Afviser at have presset journalister

Det skyldes, at hun havde indtrykket af, at det var sket, forklarer hun.

I TV 2's interne undersøgelse fremgår det, at én af de to journalister, der skrev historien, følte sig presset af Ulla Østergaard til at lave den.

- Han(reporter på tv2.dk, red.) følte sig tvunget til at få sagen ud af verden, da han var bange for redaktionschef A’s (Ulla Østergaard, red.) reaktion og for de konsekvenser, det kunne have for ham som freelance-medarbejder, hvis han afviste at skrive den, skriver Seernes Redaktør på TV 2, Lars Bannike, i den interne undersøgelse.

Men det afviser Ulla Østergaard:

- Redaktionschef A (Ulla Østergaard, red.) understreger endvidere, at hun ikke mener at have lagt noget utilbørligt pres på nogen medarbejder. Det er ikke hendes stil – selv om hun af natur altid er entusiastisk, som hun siger, skriver Lars Bannike.

TV 2's bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, afviste mandag i en redegørelse om sagen, at mediet bevidst skulle have forsøgt at påvirke udfaldet af det grønlandske valg ved at bringe historien.

Powered by Labrador CMS