Byudviklingsselskab slutter med stort underskud

Det ombruste byudviklingsselskab NCD kom ud af 2021 med et underskud på 241 millioner kroner. Underskudet skyldes nedskrivninger i selskabets boligers værdi. Regnskabet er selskabets sidste, da det fusioneres med Iserit og i praksis nedlægges.

NCD har stået for at få gang i byggeriet er en ny stor skole i centrum af Nuuk. I regnskabet slås det fast, at selskabet ikke umiddelbart kan betale for skolen. En opgave der overgår til kommunen selv.

I denne uge er Siorarsiorfik - Nuuk City Developments (NCD) sidste regnskab blevet godkendt, og det blev med et mindre kønt resultat, da selskabets underskud lander på 241 millioner kroner.

Regnskabet kommer efter, at kommunalbestyrelsen i Sermersooq på et møde 23. maj besluttede at nedlægge NCD. Formelt sker det ved, at NCD´s boligmasse overdrages til det kommunale boligselskab Iserit og selskabets anlægsprojekter overdrages til kommunen.

NCD's direktion er allerede fratrådt, og der er indsat en midlertidig direktion.

Kommunen gør i en pressemeddelelse opmærksom på, at underskuddet skyldes en kraftig korrektion på over 200 millioner kroner af værdien af de omkring 1.000 boliger, som NCD har ejet og drevet.

Gennemgang har vist renoveringsbehov

Boligerne blev i sin tid overdraget til NCD, for at NCD kunne gå ud og optage lån i ejendommene til at bygge andre projekter for kommunen, og desuden skulle det såkaldte kapitalafkast fra de 1.000 boliger gå til at finansiere selskabets drift.

- Da de i sin tid blev overdraget til NCD, blev de vurderet, at de havde en værdi på 687 millioner kroner. En nærmere gennemgang af bygningerne har imidlertid vist et renoveringsbehov af udlejningsboligerne. Dette betyder at værdien nedskrives til 467 millioner kroner, skriver kommunen, og tilføjer, at den lavere værdiansættelse også skyldes, at ejendommenes stand i første omgang blev vurderet bedre.

Kommunaldirektør i Sermersooq og bestyrelsesformand i NCD, Ole Jakobsen, forklarer, at underskuddet ikke får økonomiske konsekvenser for kommunen:

- Et underskud på over 200 millioner kroner ser voldsomt ud, men til alt held er det kun en værdinedskrivning.

- Den nye vurdering giver hverken udgifter til kommunen eller til selskabet, men sætter øget fokus på vedligehold af boligerne for fremtiden, udtaler Ole Jakobsen.

Kommune skal finde 1,25 milliarder kroner

Af regnskabet fremgår det, at Kommuneqarfik Sermersooq fortsat arbejder på at finde finansiering til at overtage selskabets anlægsprojekter i Nuuk - herunder en stor skole, der er ved at blive opført i centrum af Nuuk, en række daginstitutioner og en brandstation.

Byggeriet af skolen er fremskredent, men kommunen har endnu ikke finansieringen på plads. Derfor er forvaltningen lige nu ude og forhandle om et tilbud på et lån på omkring 1,25 milliarder kroner. Skolen og en række andre projekter forventes overdraget til kommunen i løbet af 2022.

Powered by Labrador CMS