Fredag, marts 17, 2017 - 10:42

Varmere klima i Grønland kan tiltrække turister

Turister vil se indlandsisen, før den smelter, siger forsker i turisme og Arktis ved Aalborg Universitet
Foto: Leiff Josefsen
Turister vil se indlandsisen, før den smelter, siger forsker i turisme og Arktis ved Aalborg Universitet
 

Antallet af turister stiger i Grønland.

I 2014 havde Grønland nemlig 79.885 besøgende, i 2015 steg antallet til 87.237, mens det blev til 96.234 i 2016.

Og antallet kan stige endnu mere, mener forsker i turisme og Arktis ved Aalborg Universitet, Carina Bregnholm Ren.

- Folk vil se indlandsisen, før den smelter, siger hun til den danske avis Kristeligt Dagblad torsdag.

Læs: Forskere: Lokale ideer kan løfte turismen

Stor industri
- Det, vi kan se, er, at der er ved at blive udviklet en national turismeindustri, på samme måde som man før har set en national fiskeriindustri, fremhæver Carina Bregnholm Ren og henviser til, at der sidste år blev offentliggjort en national turismestrategi.

I rapporten 'Turismeudvikling i Grønland - afdækning og inspiration', der udkom i tirsdags, kan man blandt andet læse, at 75-85 procent af de lokale turismeaktører har en optimistisk tro på fremtiden.

- Det kan være svært at se klimaforandringerne som noget positivt, men her er et eksempel på, at Grønland har vendt udfordringer til muligheder, omend det er paradoksalt, siger Carina Bregnhom Ren til Kristeligt Dagblad.

Læs: Storstilet turisme-offensiv skudt i gang

Mere medieomtale
Spådommene om en vækst i turismen i Grønland vækker genklang hos Grønlands nationale turistråd, Visit Greenland.

Her har man også mærket, at den stigende internationale interesse for Arktis får flere turister til at besøge landet.

- Generelt har Grønland fået mere plads i medierne. Det er jo et af de steder, hvor man ser klimaforandringerne meget tydeligt. I Grønland ser man gletsjere trække sig tilbage, altså et meget visuelt tegn på klimaforandringerne, siger direktør for Visit Greenland Anders Stenbakken.

Læs: Vinterturisme til Qeqertarsuaq

Kan skabe flere arbejdspladser
Helt praktisk er det blevet nemmere at rejse til flere destinationer i Grønland, og man har fokuseret på at tiltrække turister fra mange forskellige lande. Den øgede turisme kan skabe arbejdspladser, forklarer Anders Stenbakken.

- Turisme er jo et servicetungt erhverv. Så snart der sker vækst i turisme, bliver der brug for forskellige slags arbejdskraftbåde guider, bådførere og hotelarbejdere, siger han til Kristeligt Dagblad.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit