Olie

Lokal modstand mod stop for olieudvinding

Obamas og Trudeaus stop for olieudvinding i Arktis vækker langt fra jubel hos alle af de berørte. Det skriver Arktisk Nyt.

Lokal politikere i Canada og Alaska er modstandere af det stop for olieudvindingen i det Arktiske Hav, som USA’s præsident, Barack Obama, og Canada’s premierminister Justin Trudeau annoncerede kort før jul. Det skriver nyhedsbrevet Arktisk Nyt.

Store dele af de canadiske arktiske have ligger i Nunavut-regionen.

LÆS: Obama slukker Trumps oliedrømme i Arktis

Her kalder lederen af regionsstyret, Peter Taptuna, Trudeaus beslutning for en “øjebliks indskydelse”, som ikke tager hensyn til at Nunavut er den mindst udviklede region i Canada, hvor Taptuna og hans regering arbejder på at udvikle regionens skrøbelige økonomi.

- Vi kommer til at bo her og vi kommer til at blive begravet her, siger Peter Taptuna til Nunatsiaq Online.

LÆS: WWF: Drop olien

Han understreger, at Nunavut slet ikke blev taget med på råd af Trudeau-regeringen i Ottawa før Trudeau og Obama gav hinanden håndslag på aftalen ved et møde i Washington D.C. tirsdag i sidste uge i forbindelse med de to landes såkaldte “Arctic leadership model”-samarbejde.

'Alaskas værste mareridt'
Fra Alaska skyder de lokale politikere med skarpt mod den afgående præsident Obama.

LÆS: Intet stop for oliejagt

- Stædigt besluttet på at låse vores ressourcer inde og kvæle vores allerede svækkede økonomi, er præsident Obama et skridt tættere på, at befæste sit rygte ... som Alaskas værste mareridt, siger Alaska’s republikanske kongresmand Don Young til Alaska Dispatch News.

Alaskas republikanske senatorer kritiserer ligeledes beslutningen, som de kalder hensynsløs og et forræderi mod Alaska.

Powered by Labrador CMS