Onsdag, december 21, 2016 - 12:27

Obama slukker Trumps oliedrømme i Arktis

Foto: Per Folkver - Polfoto
USA's præsident, Barack Obama, har indført et forbud mod nye olieboringer i amerikansk hav i Arktis. Olieglade Donald Trump får svært ved at rulle det tilbage. Også Canada stopper olieboringer
 

Det kunne ligne et bevidst forsøg på politisk benspænd af Barack Obama.

Den amerikanske præsident har via en særlig manøvre indført et forbud mod nye olie- og gasboringer i landets havområde i Arktis samt flere steder ved den amerikanske østkyst.

Vil stoppe Trump
I alt vil forbuddet dække et område på størrelse med Spanien.

Hos Obamas afløser, Donald Trump, er smilene nok til at overse.

Trump har gjort det klart, at olieselskaberne skal have bedre vilkår, når han kommer i Det Hvide Hus. Han er erklæret modstander af den globale klimaaftale fra Paris, har ansat en klimaskeptiker som chef for miljøagenturet EPA og udpeget en olieboss som udenrigsminister.

LÆS: WWF: Drop olien

Sjælden lov
Men i forhold til ny olieudforskning i Arktis kan Obama meget vel have sat Trump skakmat.

Ved at bruge en sjældent anvendt lov fra 1953 har Obama benyttet sin magt som præsident til at indføre forbuddet. Han betegner det som permanent.

Ifølge eksperter, som The New York Times har talt med, er der tale om et nybrud. Trump ventes at bede domstolene undersøge, hvad han vil kunne gøre ved forbuddet. Det kan dog tage årevis.

Canada og USA i partnerskab
Også Canada vil gøre det umuligt for oliefirmaer at gå på eventyr ved landets arktiske kyst. Premierminister Justin Trudeau har underskrevet en fælles erklæring med Obama om udvikling i Arktis.

Du kan læse hele erklæringen på engelsk her.

Nunatsiaq News fortæller, at Trudeau har erklæret, at selskaberne ikke får adgang til olie- eller gaslicenser i det Arktisk Hav.
Oliestoppet er blot et af punkterne i erklæringen, som desuden fastslår, at begge lande vil fremme en økonomisk udvikling i de arktiske regioner, som lever op til de højeste miljøstandarder og respekterer indfødte folks levevilkår.

- Samlet vil disse skridt sætte scenen for dybere partnerskaber med andre arktiske nationer, blandt andet igennem Arktisk Råd, står der i erklæringen.

 

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit