Volden dominerer natten til lørdag

Langt de fleste voldsforbrydelser bliver begået natten til lørdag. Politidirektøren har en række konkrete løsningsforslag til at bringe antallet af voldssager ned, men understreger, at det i sidste ende er en politisk beslutning.

Der er greb, som er mulige at tage for at lave en indsats, der kan løse det her, siger politidirektøren.

- Jeg sidder ikke og gør mig selv til talsmand for et tørlagt samfund.

Det siger Bjørn Bay, politidirektør i Grønlands Politi. Han kan bare konstatere, at under corona, hvor politikerne havde lukket for salget af alkohol, sad betjentene på politistationen og tog røret for at tjekke, om der var forbindelse. Telefonerne holdt simpelthen op med at ringe.

Vold og alkohol går hånd i hånd. Det har Grønlands Politi erfaret: alkohol er den største katalysator til, at det går galt i voldssager. Selvom Grønland - set med politiets øjne - har en virkelig stor udfordring med alkohol, gælder det bestemt ikke hele befolkningen.

- Vi har bare et mindretal i befolkningen med svære sociale problemer. Det her mindretal findes i alle samfund, men det er større i Grønland end de lande, vi sammenligner os med, siger Bjørn Bay.

Natten til lørdag

Der bliver, påpeger politidirektøren, drukket markant mindre alkohol herhjemme per indbygger sammenlignet med for eksempel Danmark. Men, siger han:

- Det er en forskellig måde, vi drikker på. I Danmark, hvis jeg skal være lidt grov, drikker man lidt for meget hele tiden, altså jævnt over ugen. Vi har til gengæld en udfordring med rusdrikkeri. Det er typisk i forbindelse med udbetaling af løn og sociale ydelser, hvor der bliver brugt rigtig mange penge på at drikke rigtig meget alkohol - og så ryger fornuften.

En påstand, som underbygges af Grønlands Politis årsstatistik for 2022, der taler sit tydelige sprog. Her fremgår det, at de fleste voldsforbrydelser bliver begået natten til lørdag.

353 ud af 1090 voldsanmeldelser er gerningstidspunktet ukendt, herunder er dagen ukendt i 278 voldsanmeldelser. Det vil sige, at gerningstidspunktet er ukendt i 32 % af alle anmeldelser om vold.

Det er måske ikke så overraskende, men der er alligevel bemærkelsesværdigt mange sager i netop det tidsrum. Og det giver anledning til at spørge politidirektøren, hvad han mener, der skal til for at nedbringe antallet af voldsforbrydelser begået i weekenden.

Der findes en række greb

Bjørn Bay understreger, at Grønlands Politi skal håndhæve den lovgining, som fastsættes fra politisk side. Og spørgsmålet er i hans øjne meget politisk, men der er ingen tvivl om, at der findes metoder, hvis man ønsker et andet drikkemønster.

- Det er en politisk afvejning, men hvis vi skal se på det med de snævre politi- og anklagebriller, så oplever vi, at der er greb, som er mulige at tage for at lave en indsats, der kan løse det her, siger han.

Man kan for eksempel overveje at ændre lovgivningen i forhold til, hvornår man må købe alkohol, siger politidirektøren med henvisning til WHO, som har lavet en undersøgelse, der viser, at jo sværere det er at anskaffe alkohol, desto mere falder forbruget. Voldsforbrydelserne finder generelt hverken sted i nattelivet eller på værtshusene, men derimod i de private hjem til efterfesterne, oplyser politidirektøren.

- Det er påfaldende, at vi også har voldssager midt på lørdagen. Det skyldes efterfesterne. Man kunne måske åbne lidt senere op for salget af alkohol, så folk når at blive trætte, inden de går ned i butikkerne og dermed kickstarter efterfesten, siger Bjørn Bay.

Det er ifølge ham et af flere greb, der kunne lægge en dæmper på udfordringerne.

Powered by Labrador CMS