Vittus Qujaukitsoq maner til ro

Det er ikke usædvanligt med et underskud på et såkaldt basisbudget, der vil dog være prioriteringer frem til forhandlingerne til næste års finanslov, det siger Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq.

Offentliggjort

Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq, NQ, maner til besindighed. Den økonomiske bombe, som ulmer under overfladen, findes ikke. I hvert fald ikke i denne valgperiode. Det siger Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq, under et pressemøde.

- Det er ikke usædvanligt med et underskud, når man ser på basisbudgettet. Dels er pris og lønreguleringer af bloktilskuddet fra staten ikke taget med, dels er flere prioriteringer ikke regnet med endnu, siger han.

Hvis man tager udgangspunkt i Finansloven for 2019 skulle man ellersforvente et overskud på 18,3 millioner kroner i basisbudgettet over en fire-årig periode. De seneste tal viser dog et underskud på 461,5 millioner kroner. Altså et langt spring nedad på 479,8 millioner kroner.

Naalakkersuisoq for finanser forklarer forskellen blandt andet med, at SIK-medlemmers løn er blevet forbedret, og at sundhedsvæsenet kan forvente et større budget de næste fire år.

Tvivlen er ikke på sin plads

Han erkender, at der er opstået tvivl hos befolkningen om landets økonomi, efter finans- og skatteudvalgets betænkning om skattemæssige fradrag er offentliggjort.

Udvalget pointerer i sin betænkning, at Naalakkersuisut har sendt et fortroligt orienteringsbrev til udvalget, hvori der står, ”at der selv efter pris- og lønreguleringen af bloktilskud fra staten forventes et betydeligt underskud i tre-cifrede millionklassen på den kommende finanslov og dennes fireårige overslagsår.”

- Men der er ikke hold i den tvivl, der er opstået blandt befolkningen. Naalakkersuisut arbejder for at få budgettet i balance, siger han.

Forventer balanceret finanslov

- Derfor kommer jeg ikke med en finanslov for 2020, hvor der er budgetteret med et underskud, lyder det fra Vittus Qujaukitsoq.

Han oplyser under pressemødet, at Naalakkersuisut allerede har ideer til, hvordan man kan nå en balanceret finanslov til næste år.

- Hvordan kan der være stort underskud i basisbudgettet, når der er så høje priser på fisk og skalddyr?

- Vi forventer ikke, at priserne på fisk og rejer vil falde til næste års finanslov. Vi skal selvfølgelig være påpasselig med at forvente, at priserne altid vil være høje, for vi ved at efterspørgslen på varerne er dalende og priserne kan svinge meget. Men vi forventer ikke, at priserne vil falde til næste års finanslov.

- Hvordan kan det være, at landet har råd til at købe Air Greenlands aktier, når vi allerede forventer underskud?

- Air Greenland har købt aktierne af egen lomme. Selskabet har en robust økonomi, og har råd til at købe aktierne. Derfor bliver landskassen ikke påvirket af Air Greenlands køb af aktier.

- Kan Naalakkersuisut allerede pege på, hvor pengene skal hentes fra?

- Vi har et par ting i tankerne, men vi skal selvfølgelig høre partierne og vores bagland i forhandlingerne til efteråret først, vi tager snakken når vi når dertil. Men vi har allerede et par ideer.

- Hvilke ideer har I?

- Indtægtsmuligheder. Vi skal nedbringe arbejdsløse. Vi skal højne uddannelsesniveauet. Vi skal nedbringe frafald af uddannelsessøgende, og vi skal nedbringe sygedage hos arbejdsstyrken. Vi skal se på, hvordan vi kan mindske samfundets bremseklodser indenfor indtægtsmuligheder.

Powered by Labrador CMS