Vigtigt mineprojekt på vej

Langt om længe er der kommet bevægelse i projektet til udvinding af sjældne jordarter ved Killavaat Alannguat

har været aktiv i Sydgrønland i adskillige år. Tanbreez

Efter lang tids tilløb er der nu håb for Tanbreez' mineprojekt i Sydgrønland

Projektet til udvinding af sjældne jordarter ved Killavaat Alannguat (Kringlerne) har nemlig været længe undervejs.

I 2001 begyndte Tanbreez med at lede efter de sjældne jordarter, og i 2013 søgte man første gang om udvinding ved Killavaat Alannguat. Men råstofmyndighederne mente ikke at dokumentationen var god nok, så projektet kom ikke ud af stedet. Tanbreez-direktør Greg Barnes har ved flere lejligheder givet udtryk for sin frustration over den langtrukne proces.

- Endelig bevægelse

Men nu ser det ud til, at der for alvor er kommet skred i tingene.

Departementet for Råstoffer skriver i en pressemeddelelse, at man i øjeblikket er i ‘en konkret og konstruktiv dialog om Tanbreez' påvisning og afgrænsning af en kommerciel udnyttelig forekomst, der er en forudsætning for meddelelse af en udnyttelsestilladelse jævnfør råstofloven.’

- Det er med stor lettelse at vi nu kan se Tanbreez projektet endelig bevæger sig fremad. Vi fra Tanbreez-holdet vil gerne takke Naalakkersuisoq Erik Jensen og specielt hjælpen fra Kommune Kujalleq og borgmester Kiista P. Isaksen, siger Greg Barnes ifølge pressemeddelelsen.

I meddelelsen løftes der også lidt af sløret for, hvor problemerne i processen har ligget. Det er udvindingen af mineralet eudialyt.

- Ligesom for mange andre mineprojekter er der risiko for, at projektet kan fejle. Da der endnu ikke i dag findes en metode til at separere eudialyt, er der en særlig risiko for dette projekt. Derfor arbejder Tanbreez med en relativ lille produktion i starten for netop at kunne udvikle projektet så optimalt som muligt. Hvis det går godt med produktionen, kan der blive tale om en udvidelse af produktionen.

Glæde i syd

Selve minen er ikke så kompliceret at anlægge. Det bliver nemlig tale om et stenbrud, hvor Tanbreez vil bryde 500.000 ton malm om året. Stenene bliver knust og med en magnetisk metode deles malmen op i røde (eudialyt), hvide (feldspat) og sorte (amfibol) mineraler. Tanbreez vil udskibe de røde eudialyt-mineraler til et procesanlæg i udlandet, hvor eudialyt ved brug af blandet andet svovlsyre vil blive separeret til individuelle grundstoffer.

- Der er tale om et overskueligt mineprojekt, som kan have en levetid på årtier, hvis alt går godt. Der er stort behov for at vende stagnationen i Sydgrønland til vækst. Derfor må vi gøre vores yderste for at sikre, at dette projekt kan blive til gavn for Grønland, for Kommune Kujalleq og for Tanbreez, siger Naalakkersuisoq for råstoffer, Erik Jensen (S).

Borgmesteren i Kommune Kujalleq glæder sig over, at der langt om længe sker noget.

- Kommune Kujalleq ser frem til at bestræbelserne med at få etableret mineproduktion for Tanbreez. Kommunen har siden 2014 haft en klar målsætning om at få så meget som muligt ud af mineprojekter. Det drejer sig ikke blot om arbejdspladser, men også om at deltage så meget som muligt i serviceringen af minen. Muligheden for, at virksomheder i kommunen kan sikre sig servicekontrakter, er et element til en succesfuld erhvervsudvikling. Her er en chance til at få vendt den negative spiral, som kommunen er inde i, siger Kiista P. Isaksen (S).

Eudialyt har et højt indhold af grundstofferne niobium, tantalum, zirkonium, og sjældne jordarter, der blandt andet kan anvendes i legeringer og katalysatorer samt i mobiltelefoner, vindmøller og genopladelige batterier

Powered by Labrador CMS