Fortsat mangler i ansøgningsmaterialet fra Tanbreez

Tanbreez håber på en snarlig licens til en mine for sjældne jordarter i Killavaat Alannguat. Men der er stadig mangler i ansøgningsmaterialet.

Tanbreez mangler fortsat at rette op på mangler i ansøgningsmaterialet til den planlagte mine i Killavaat Alannguat.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

I starten af måneden underskrev Tanbreez en hensigtserklæring med Kommune Kujalleq om brug af lokal arbejdskraft og lokale virksomheder i forbindelse med anlæg og drift af minen, der skal udvinde sjældne jordarter.

Overfor Sermitsiaq udtrykker Tanbreez-direktør Greg Barnes samtidig håb om en snarlig udnyttelsestilladelse.

Men den er ikke lige rundt om hjørnet, fastslår råstofdepartementet.

– Det er selvfølgeligt positivt, at der er en god forståelse mellem Tanbreez og kommunen. Det har muligvis en større påvirkning i forbindelse med forhandlingen af en IBA-aftale. Vi har haft nogle eksperter på besøg hos Tanbreez for at få en nærmere afklaring af nogle tekniske spørgsmål. Disse skal vi sammen med Tanbreez i denne uge gennemgå. Vi skal også snakke videre med Tanbreez om mangler i ansøgningsmaterialet, og hvordan vi får rettet op på dette, lyder det fra departementschef i Råstofdepartementet, Jørgen Hammeken-Holm til Sermitsiaq.

Du kan læse mere om Tanbreez’ planer i Sermitsiaq, som du kan få adgang til nedenfor:

Powered by Labrador CMS