Nu tidligere landsholdsspiller: Det føles skidt at der ikke er plads til os alle

Victoria Black, en af de tidligere centrale spillere på Grønlands kvindelandshold i futsal, står frem med sin oplevelse omkring landsholdet og et nyligt møde med landstræneren David Janussen.

Victoria Black har været tilknyttet landsholdet siden den første futsal samling for kvinder omkring maj måned 2021.

Kvindelandsholdet i futsal har i månedsvis været præget af anklager om racisme og manglende professionalisme rettet mod landstræner David Janussen. Situationen har efterladt både spillere og forbund i en urolig tilstand, og mange har håbet på, at problemet kunne løses internt.

Janussen har konsekvent afvist anklagerne og beskyldt spillere og forbund for at have en personlig vendetta imod ham. Han hævder fortsat, at hans mål er at udvikle grønlandsk fodbold, og at hans udtalelser er blevet misforstået.

Victoria Blacks oplevelse af forløbet

Den nu tidligere kvindelandsholdsspiller, Victoria Black har valgt at stå frem og dele sin historie. Det gør hun efter flere måneder med spændinger og klager, og et håb om at tingene ville blive løst ved hjælp af dialog med træner, forbund og spillere, som hun nu har opgivet.

Victoria Black er ikke kun en talentfuld atlet og tidligere anfører på landsholdet, men også en talsperson for værdierne om inklusion, passion og ligestilling i sporten. Hun deler sin historie med bekymring for, hvordan folk vil reagere og om hendes budskab vil blive forstået.

- Jeg er nervøs for, om der er mange som vil give ham ret, og at folk er enige med ham i at at jeg ikke hører til på landsholdet og ikke bør have ret til at repræsentere landet. Det er det jeg er mest bekymret for. Jeg har altid følt mig ligeværdig og som en ligeværdig del af holdet på samme vilkår som de andre. Holdet har taget imod mig på samme vilkår som alle andre spillere.

Det er større end mig

Hun understreger, at denne her sag er større end hende.

- Det er ikke bare om mig eller min personlige situation. Det handler om, hvilke værdier vi ønsker at se i sporten. Sport bør forene, uanset hvor man kommer fra, og det er en kæmpe del af vores kultur.

Sagen startede med anklager om, at landstræner David Janussen favoriserede grønlandske spillere og manglede den nødvendige træneruddannelse. Janussen har hele vejen afvist anklagerne og hæver at de var en del af en personlig vendetta. Og misforståelser.

” På landsholdstrøjerne er der en slædehund, som symboliserer, at netop der hvor forskellighederne arbejder sammen og udfører deres rolle, lykkes det at gennemføre store bedrifter”

Victoria Black, som ikke er grønlandsk født, blev konfronteret med udfordringer relateret til sin etnicitet og blev usikker på sin rolle på holdet.

Ingen forsøg på forsoning

Godt fire måneder efter sagens begyndelse, indkalder landstræneren spillerne til et møde i i starten af september. Først med en dags varsel uden dagsorden, men da flere spillere ikke kunne med så kort varsel melder træneren en ny dato ud.

Mødet bliver imidlertid langt fra en vellykket dialog. Victoria Black påpeger forud for mødet behovet for en tolk, da hendes sprogkompetencer på Kalaallisut er begrænset, og hun ikke forstår de nuancerede detaljer. Det bliver hun lovet af formanden i en af fodboldklubberne, som har været involveret i sagen.

Overraskende for hende er der ingen tolk til stede ved mødet, og ingen dagsorden er blevet delt på forhånd, hvilket skaber forvirring om mødets formål. Mødet inkluderer kun landstræneren og spillerne, og alt kommunikation foregår på Kalaallisut.

Ingen reaktion fra forbund

Black opfordrer under mødet til en tolk og spørger efter en halv times tid træneren til hans holdning til etnicitet og de tidligere udtalelser. Hun kritiserer også, at spillere er blevet beskyldt for at lyve om forløbet og, at der er en usund atmosfære omkring holdet.

- Jeg forlod mødet sammen med en anden spiller, fordi vi ikke følte, at vi kunne repræsentere holdet under de givne omstændigheder, fortæller Victoria Black.

Siden mødet har flere spillere meldt fra til landsholdet i protest mod situationen, men der er endnu ikke kommet nogen officiel reaktion fra det grønlandske fodboldforbund, KAK, eller landstræneren, på spillernes udmeldinger efter mødet.

Sermitsiaq.AG Arbejder på en kommentar fra GIF.

Vi skal stå sammen

Victoria Black håber, at hendes historie vil skabe bevidsthed om vigtigheden af at skabe et inkluderende og respektfuldt miljø for alle spillere i sporten.

Hun opfordrer KAK og GIF til at tage diskrimination og usynlige aspekter af sagen alvorligt.

- Vi skal stå sammen som et hold og som et samfund. Det er på tide, at vi tager skridt til at forvandle sporten til en platform for ægte inklusion og sammenhold.

Powered by Labrador CMS