Thomas har tilgivet krænkeren

Thomas West blev seksuelt misbrugt fra han var seks år til han fyldte 13. I dag har han tilgivet den mand, der begik overgrebene.

Thomas West og hans trofaste ven Thyra. De to følges altid ad.

I mange år fortrængte Thomas West de seksuelle overgreb, som han blev udsat for fra seks år indtil han var 13 år.

I dag taler han åbent om overgrebene, og nu er han begyndt at finde fred.

- Jeg har sluppet den vrede, som jeg havde i mig, så nu kan jeg komme videre med mit liv.

Første gang Thomas fortalte om de overgreb, som han havde været udsat for, var i 2006 mens han stadig boede i Grønland. Dengang kom det frem, at der havde været en række overgreb i Qeqertarsuaq. Flere af ofrene fortalte anonymt om, hvad der var sket.

- Jeg ringede til KNR og sagde, at jeg godt vil stå frem med navns nævnelse. Det var også der, hvor jeg fortalte hele Grønland, at jeg føler et fællesskab med hele befolkningen, også selvom jeg er seksuel misbrugt.

Passede ikke på sig selv

Efterfølgende medvirkede Thomas i en dokumentarfilm om seksuelle overgreb. Han var den eneste mand, der stod frem.

Men efterfølgende gik det galt for ham. På det tidspunkt havde han i tre år lagt alkohol og hash på hylden.

- Jeg glemt at passe på mig selv, så jeg faldt tilbage i alkohol og hashen.

Siden blev han hjemløs i Danmark, og misbruget af alkohol fortsatte. Da han droppede den steg hans misbrug af hash.

Men han begyndte alligevel i stadig højere grad at se sine dæmoner i øjnene. Og efter han i 2016 også droppede hashen, begyndte han for alvor at åbne op for sine følelser.

Læste brev op på kirkegård

Og en dag havde han fundet så meget fred med sig selv, at han ville fortælle den mand, som har begået overgrebene om sine tanker. Det krævede dog et ekstra inden han ham kontaktede ham direkte.

- I første omgang skrev jeg et brev til ham, som jeg stod på en kirkegård og læste op. Og efterfølgende brændte jeg det.

Siden tig han direkte kontakt per sms, der fulgte telefonsamtaler og en dag mødtes de så ansigt til ansigt.

- Som de fleste, der har været udsat for seksuelle overgreb, bar jeg rundt på en enorm skam og skyldfølelse. Men det er jo ikke mig, der skal skamme sig. Så derfor overgav jeg skammen til ham.

Den pågældende har undskyldt overfor Thomas, og Thomas har tilgivet ham.

- Det har givet mig fred i sindet, at jeg har tilgivet.

Krænkeren var selv udsat for overgreb

Manden er dømt til anbringelse på Herstedvester, da han har forgrebet sig på flere børn. Thomas og han er fortsat i kontakt, og Thomas har forklaret ham, at han kun kan tilgive på egne vegne.

- Det har også hjulpet ham. Nu er han også blevet mere åben, og han har fortalt, at han også selv blev seksuelt misbrugt som barn.

Nu vil Thomas bruge sin energi på fortsat at bryde tabuet og opfordre især unge til være åbne om det, hvis de har været udsat for et overgreb.

- Jeg kan ikke bare sidde og se på, at seksuelt misbrugte flygter fra følelserne. Det er rigtig mange unge mennesker, der er vred på samfundet, selvom vreden i virkelighed skyldes seksuelle overgreb.

Selvstyret bør gøre mere

Selvom han bor i Danmark, følger han godt med i, hvad der sker i Grønland. Og han glæder sig over, at der de seneste år er flere, der er stået frem.

- Men selvom der er kommet mere åbenhed, så mener jeg ikke at Selvstyret gør nær nok for at komme problemet til livs.

Han mener blandt andet, at der bør holdes foredrag om overgreb i skolerne fra de helt små klasser. Derudover efterlyser han en langt mere energisk indsats fra hoveparten af politikerne i Inatsisartut og Naalakkersuisut.

Kan se det på kropssproget

I forbindelse med Killiliisa-projektet arbejder seks rollemodeller nu på at bruge deres egne erfaringer til at forebygge nye seksuelle overgreb.

Og netop den viden, som dem, der selv har været udsat for overgreb har, er værdifuld, mener Thomas.

- Jeg kan så på unges kropssprog, hvis de har været udsat for overgreb, for det er det kropssprog, som jeg også selv havde.

Han mener, at det giver en mulighed for med den nødvendige varsomhed at tilbyde hjælp.

Dette er den sidste at tre artikler om Thomas' liv. De to foregående kan du finde via de nedenstående links:

Powered by Labrador CMS