Sundhedsudvalg: Vi holder øje med Naalakkersuisoq

Familie og sundhedsudvalg i Inatsisartut holder skarpt øje på Naalakkersuisoq for sundheds arbejde omkring børns sundhed og tandsundhed.

Inatsisartuts familie og sundhedsudvalg holder et skarpt øje med Naalakkersuisoq for sundheds arbejde omkring børns sundhed og tilbud i sundhedsvæsenet.

Naalakkersuisoq for sundhed, Kiista L. Fencker var sat i stævne af Inatsisartuts familie og sundhedsudvalg, i et lukket samråd mandag den 21. marts.

Kiista L. Fencker skulle her gå dybere ind i tre sager, der alle omhandler børns sundhed.

  • Status for arbejdet vedrørende tilbud til børn med hudlidelser
  • Status for arbejdet om tandbøjlebehandling til børn
  • Vilkår for børnene under indlæggelse, herunder personalemangel og hvordan børn får god og faglig pleje og omsorg under indlæggelsen

- Sådan et samråd er et signal til Naalakkersuisoq om, at udvalget holder skarpt øje med sagerne. Derfor kan man sige, at sådan et samråd er en skærpet pligt til naalakkersuisoq for at arbejde med de emner, som udvalget også er optaget af, siger Agathe Fontain, formand for udvalget til Sermitsiaq.AG.

- Der er kommet flere tilfredsstillende svar fra Naalakkersuisoq for Sundhed, og vi forstår at naalakkersuisut prioriterer børns sundhed højt, siger Agathe Fontain.

Debat i samfundet

Den seneste tid har børns sundhed været til debat i samfundet, hvor der dukker opslag op på sociale medier med børn, der har voldsomme udslæt på kroppen.

Udvalget for familie og sundhed er blevet oplyst af naalakkersuisoq, at der er en hudlæge på Dronning Ingrids Hospital.

- Disse opslag med børn med svær eksem er vi blevet informeret om, er enkeltstående sager. Vi er nu bekendt med, at der er langt flere med atopisk eksem, der får god behandling, mens disse få personer af en eller anden grund, ikke er blevet behandlet rettidigt. I udvalget er vi opmærksomme på, at området også bliver taget hånd om, så kvaliteten af behandling er god, siger Agathe Fontain.

Fortsat ingen udsigt til lige tænder

Også børns manglende mulighed for tandbøjler i de offentlige tandklinikker i andre byer end Nuuk har været til drøftelse hos Naalakkersuisoq for sundhed. Her ønsker udvalget at vide, hvor langt naalakkersuisut er nået med at analysere muligheder for at oprette et rejsehold, der kan tage til andre byer end Nuuk, så børn på kysten kan få samme tilbud til tandregulering.

- Udvalget har estimeret, at det vil koste omkring 12 millioner kroner årligt at have et rejsehold af specialtandlæger, der tilbyder tandregulering i byer uden for Nuuk. Naalakkersuisuts mere detaljeret analyse er dog endnu ikke klar, da undersøgelsen kører endnu, oplyser formanden for familie og sundhedsudvalget i Inatsisartut, Agathe Fontain.

Naalakkersuisut har tidligere meldt ud, at omkring 40 børn ud af en årgang i Nuuk kan forvente at få tilbudt behandling med tandbøjler i en offentlig tandklinik.

Powered by Labrador CMS