Nuuk: 40 børn forventes tilbudt tandbøjle

Ved genindførsel af tandbøjlebehandling for børn i Nuuk i starten af året, kan op mod 40 børn fra samme årgang forvente at blive tilbudt tandregulering.

Samtlige 5. klasser i Nuuks skoler skal vurderes af specialtandlæge i skoleåret 2021/2022. Af dem forventes 20 procent, altså godt 40 elever at blive tilbudt tandbøjler.

Det oplyser Naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten Fencker i sit svar til Anna Wangenheims §37-spørgsmål om tandsundhed.

- Der visiteres til bøjlebehandling, hvis der er et konkret funktionelt behov. Det vil sige, at der ikke laves kosmetisk tandretning. Beslutningen om at igangsætte et bøjlebehandlingsforløb foretages af Landstandplejens specialtandlæge i ortodonti, oplyser Kirsten Fencker i sit svar.

- De formaliserede visitationskriterier for behandling med tandbøjler er udarbejdet på baggrund af beslutningen fra december 2020 om at genoptage behandlingstilbuddet

Før igangsættelse af behandlingen skal der desuden laves en vurdering med forældrene og barnet omkring behandlingsønske, samarbejde og mundhygiejne.

25 børn i behandling

Tandregulering med tandbøjler i de offentlige blev i 2019 stoppet på landsplan, men Naalakkersuisut genindførte tilbuddet i Nuuk, mens børn bosiddende udenfor Nuuk kan få behandling i privattandklinikker i Nuuk for egen regning.

På nuværende tidspunkt er der omkring 25 børn, der er i behandling med tandbøjler. Ifølge Naalakkersuisoq for sundhed er nogle af dem startet op før den 1. januar 2021, mens andre er startet op i år.

1,1 mio. kr. brugt

Inatsisartut medlem Anna Wangenheim (D) har bedt om en redegørelse af økonomien for ortodonti.

Kirsten Fencker har i sit svar redegjort forbruget af midler til ortodonti i 2021. Lidt over 1,1 millioner kroner er brugt på området.

Midlerne er brugt til:

  • Løn: 411.000 kroner
  • Ekstern bistand: 434.000 kroner
  • Varekøb: 134.000 kroner
  • Rejser: 148.000 kroner
  • Total: 1.127.000 kroner

- Der forventes en stigning I udgifter på kontoen, da den nyligt ansatte speclaltandlæge for ortodonti aflønnes fra denne konto. Derudover vil udgifterne til bøjlebehandling stige i takt med, at flere børn visiteres til bøjlebehandling, skriver Kirsten Fencker.

Der er ansat en specialtandlæge i ortodonti pr. 1. oktober.

Kriterier til visitation er således:

  1. Ekstremt dybt bid, med gingivapåbidning, som skader parodontiet bag overkæbens fortænder, eller foran underkæbens fortænder. Over 75 % overlap med retroinklinerede incisiver medførende tydeligt slid af ikke general karakter.
  2. Ekstremt horisontalt overbid, over 6 mm + læbefang/tungepres.
  3. Abent bid kun med kontakt på molarer.
  4. Inverteringer, tvangsførte 2,1 +1,2.
  5. Krydsbid/saxbid med udtalt tvangsføring.
  6. Ektopi/displacering (hvor ekstraktion/amotio ikke er en hensigtsmæssig løsning).
  7. Ikke frembrudte tænder (incisiver og hjørnetænder).
  8. Ekstrem trangstilling (udtalt pladsmangel svarende til mindst en tands bredde, f.eks. nabotænder står i kontakt) oftest ekstraktionsterapi.
  9. Der tilbydes ikke kombineret ortodontisk-kirurgisk behandling.
  10. Der tilbydes ikke implantater i forbindelse med tandreguleringsbehandling.
Powered by Labrador CMS