Sønnen får ny tandbøjle: Chokregning på 40.000 kr.
Tina Abildgaard står til at skulle betale en samlet regning på 40.000 kroner, når hendes søn får en bøjlebehandling hos den praktiserende tandlæge i Nuuk.
Tina Abildgaard er 35 år, under uddannelse og bor i den dyrere ende af Nuuk. Med tre børn og faste udgifter var det et stort sats og en stor økonomisk omvæltning, da hun valgte at starte på en uddannelse som socialrådgiver.
Nu står hun og hendes samlever pludselig til at skulle betale mindst 40.000 kroner, da hendes søn har akut brug for en bøjlebehandling. En udgift, de langt fra havde forventet, skulle lande på deres bord.
- Da vi fik at vide, at vi selv skulle betale for behandlingen, var det som at få en kæmpe mavepuster. Vi regnede da med, at han ville få hjælp i de offentlige, da alle børn i Grønland skal have gratis tandpleje. Men sådan er det åbenbart ikke, fortæller den chokerede mor til Sermitsiaq.AG.
Kritisk tandstilling
Tilbage i 2016 var hendes daværende ni-årige søn til tjek hos den offentlige tandpleje. Han blev straks henvist til en bøjletandlæge, som skulle vurdere, om han skulle have bøjler, da han har overbid, hvilket kan påvirke tyggefunktionen.
- Der skete ingenting. I starten af dette år blev han kontrolleret af en tandplejer, og der var vurderingen, at han skal have bøjler, da tandstillingen er meget kritisk, fortæller Tina Abildgaard.
Der skulle gå yderligere to måneder, før Tina Abildgaard fik nok af at vente på en tid til bøjletandlæge. I april eller maj kontaktede hun den offentlige tandplejer for at høre, hvornår hendes søn skulle til bøjletandlægen. Da var det allerede for sent.
- Vi fik at vide, at den offentlige tandpleje ikke længere tilbyder bøjlebehandlinger. Vi fik den begrundelse, at der snart ville komme en sundhedsreform, og man derfor ikke vidste om bøjlebehandling hørte under det offentliges tilbud, siger Tina Abildgaard.
Sermitsiaq.AG har været i kontakt med Departementet for Sundhed for at få oplysningerne om tandplejens tilbud skulle ændres i den kommende sundhedsreform bekræftet. Afdelingschefen Michael Würtz kan ikke uddybe, om tilbuddet i tandregulering vil blive ændret i den kommende sundhedsreform.
- Der skal tages en politisk beslutning om tandregulering i slutningen af august, og indtil da kan departementet heller ikke sige noget om, hvilke kriterier den ændrede visiteringsgrundlag indebærer, forklarer afdelingschef i departementet for sundhed, Michael Würtz.
Bøjlesagen
Sermitsiaq.AG kunne i sidste uge oplyse, at bøjlebehandlinger i det offentlige regi er stoppet. Om dette er midlertidigt eller permanent melder sundhedsledelsen eller Departementet for Sundhed intet om.
Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Abelsen (S) har dog udtalt til pressen, at behandlingerne ikke er stoppet, men at der er nye retningslinjer for visitering til bøjlebehandling.
- Det er frustrerende, når man ved, at al behandling til børn er gratis i Grønland, lyder det fra Tina Abildgaard.
Hun og hendes samlever har allerede bestemt sig for, at uanset hvad, så skal deres søn have en bøjlebehandling. Koste hvad det vil. Han skal ikke lide.
- Men jeg kan ikke overskue, hvordan vores liv vil se ud, når vi skal til at betale afdrag på bøjlebehandlingen. I dag løber det lige rundt, siger Tina Abildgaard, der indrømmer, at hun føler sig magtesløs i denne situation.
Læs hele sagen:
-
Den offentlige tandpleje dropper bøjler
-
Pisortat kigutileriffiini bøjlelersuiunnaarput
-
Ændring i tandplejen er i strid med bekendtgørelse
-
Kigutigissaanermi allannguisoqarnera nalunaarummik malinninngilaq
-
Spar ikke på tandsundheden
-
Meeqqat kigutaasa peqqissusaannut tunngatillugu sipaarasi
-
Tandbøjle-sag er under al kritik
-
Bøjlet pillugit suliaq isornarluinnarpoq
-
Nedskæringer er ikke godkendt
-
40.000 koruuninik akiligassaqassaaq