Politik
Siumut-drama: Vittus parat til at vælte Kim Kielsen
Vittus Qujaukitsoq forlader Naalakkersuisut i vrede, fordi Kim Kielsen ville fjerne udenrigsområdet fra ham. Han vil samtidig forsøge at vælte Kim Kielsen af formandsposten på det kommende landsmøde i Siumut.
Mandag morgen oplyste Vittus Qujaukitsoq via sin facebook-profil, at han helt stopper i Naalakkersuisut. Uden yderligere forklaring. Men nu er det via KNRs radioavis kommet frem, hvorfor han – midlertidigt - forlader politik.
Arbejdet hårdt
- Jeg har vurderet situationen sådan, at jeg anser det som en fratagelse af et ansvarsområde, som jeg har haft og som jeg har arbejdet hårdt for at skulle lykkedes. Og jeg har vurderet situationen sådan, at jeg ikke skal være en del af Naalakkersuisut længere, siger han til KNR.
Vittus Qujaukitsoq fortæller også, at der har været en åben strid mellem ham og formanden om så vigtige emner som forsvarspolitik og rigsfællesskabet.
Den tidligere naalakkersuisoq oplyser, at han er parat til at udfordre Kim Kielsens formandspost på Siumuts landsmøde til august.
- Jeg holder denne mulighed åben, siger Vittus Qujaukitsoq til Sermitsiaq.AG.
- Man har vel lov til at tænke højt, som han siger.
Kom i vælten
Vittus Qujaukitsoq kom i slutningen af 2016 i vælten i forbindelse med et interview til det danske dagblad Politiken.
Her kom Vittus Qujaukitsoq med nogle udtalelser, som Kim Kielsen senere undsagde med den begrundelse, at Vittus Qujaukitsoq ikke havde afstemt det med Naalakkersuisut.
Læs også: Vittus truer både Danmark og USA
I den rokade, som Kim Kielsen gennemført i formiddag, ligger det fast, at Hans Enoksen overtager de fleste områder fra Vittus Qujaukitsoq - dog ikke udenrigsområdet, som Suka K. Frederiksen overtager.
Læs også: Karl-Kristian Kruse tilbage som naalakkersuisoq