Kræver indflydelse
Vittus truer både Danmark og USA
Vittus Qujaukitsoq kommer med opsigtsvækkende trusler om udmeldelse af rigsfællesskabet i dansk avis.
Vittus Qujaukitsoq anklager danskerne for at være arrogante, fordi de ignorerer Grønlands ønske om mere indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Han truer både med at smide USA ud af Thule og med udmeldelse af rigsfællesskabet.
Vækker opsigt i mange lande
Det gør han i dagens udgave af den danske avis Politiken, og historien er citeret i en lang række aviser i både Danmark og andre lande.
- Arrogancen er altødelæggende for vores relationer i rigsfællesskabet, siger Vittus Qujaukitsoq, Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel, Energi og Udenrigsanliggender, i det opsigtsvækkende interview i den danske avis.
I interviewet taler Vittus Qujaukitsoq om "et sammensurium af 75 års opsparet frustration og afmagt", siden aftalen om de amerikanske baser blev indgået mellem Danmark og USA i 1941.
Uden indflydelse på fiskeri
Han anklager også Danmark for at fratage os indflydelsen på fiskeriet ved at holde Grønland uden for organisationer som Nafo og NEAFC, der regulerer fiskeriet i Nordatlanten.
- Tingenes tilstand gennem årtiers fortielse og fordækt spil fra Danmarks side har vist os, at Grønland ikke er blevet taget alvorligt, siger han til Politiken.
Alvorligt angreb
Eksperter vurderer, at udmeldingen fra Vittus Qujaukitsoq er meget opsigtsvækkende.
- Det lyder umiddelbart som et meget alvorligt angreb på rigsfællesskabet som konstruktion, og hvis målet har været at finde det dårligst tænkelige tidspunkt for denne presbal til Danmark, må man sige, at det er lykkedes, siger chefen for Forsvarsakademiet, Nils Wang til Politiken.
Han gør opmærksom på, at den kommende amerikanske præsident, Donal Trump, næppe vil være glad for at få forelagt et ultimatum om betaling for at bruge Grønland. På den baggrund konkluderer han, at sagen ”kan få udenrigspolitiske konsekvenser for Danmark, der rækker langt ud over Arktis”.
I slutningen af november mødtes Vittus Qujaukitsoq med Generalsekretæren for NATO, Jens Stoltenberg, for at fremhæve Nalakkersuisuts syn på Grønlands position og ønsker i det internationale magtspil i det arktiske område.