Sikuki øger overskud markant - formand skiftes ud

Sikuki Nuuk Harbour fik et overskud før skat på 16,2 millioner kroner i 2021.

Sikuki ejer alle primære havnearealer og er havnemyndighed i Nuuk.
Offentliggjort

Det selvstyreejede havneselskab afholdt mandag generalforsamling, hvor regnskabet blev fremlagt.

Og 2021 har været et solidt år for Sikuki Nuuk Harbour (Sikuki), hvor selskabet har øget sit overskud før skat til 16,2 millioner kroner i 2021 mod 11,7 millioner kroner året før.

Omsætningen steg i 2021 med cirka 2,4 millioner kroner til knapt 60 millioner kroner, og egenkapitalen er vokset til 138 millioner kroner. Bestyrelsen betegner resultatet som tilfredsstillende.

Og resultatet er kommet i hus, selvom det heller ikke i 2021 var anløb af krydstogtskibe:

Stadig ingen krydstogtskibe

- 2021 har i lighed med 2020 været præget af manglende indtægter fra krydstogtsanløb som følge af Covid-19, men dette indtægtstab er blevet mere end opvejet af øget aktivitet på andre områder, herunder øget oplæg af skibe i vinterperioden samt ikke mindst øgede indtægter fra varetakster fra containere, trawlere og bulk, står der i selskabets ledelsesberetning.

Her fremgår det også, at indhandlede mængder fra det kystnære fiskeri i 2021 er faldet til omkring 50 procent af 2019-mængderne:

- Dette påvirker stort set ikke selskabets indtjening, men indikerer sammenholdt med faldende indhandlingspriser et udfordret erhverv, skriver Sikuki-ledelsen i beretningen.

Voldgiftssag afslutter med forlig

På omkostningssiden har Sikuki igen i 2021 brugt penge til at forberede en voldgiftssag mod entreprenøren bag den nye havn i Nuuk Per Aarsleff. I september 2021 kom det frem, at de to selskaber havde indgået forlig i tvisten om forsinkelse af havnen.

- Med forlig i den voldgiftssag, der har verseret siden 2017, er en ikke uvæsentlig risiko væk, og selskabet kan nu fokusere på forretningsudvikling og videreudvikling af havnen i Nuuk, skriver selskabets ledelse om tvisten.

Under aktiviteter nævner selskabet blandt andet opsætning af 49 nye LED projektører fordelt på Gl. Atlantkaj og Tidevandstrappen, Skonnertkaj, Kutterkaj, Feederkaj samt Montagekajen i Nordhavnen. De nye lygter har ifølge selskabet forbedret sikkerheden og arbejdsmiljøet betragteligt på pågældende steder.

Ny bestyrelsesformand

Sikuki skriver også, at man har indledt et samarbejde med Nukissiorfiit om at udbygge mulighederne for landstrøm i havnen ved hjælp af fleksible og flytbare tilkoblingsanlæg. Det skal begrænse skibes udledning, mens de ligger i havnen.

Under generalforsamlingen skete der også udskiftning i bestyrelsen.

Bestyrelsesformand Lars Erik Karlsson trådte ud af bestyrelsen ved generalforsamlingen, og i stedet valgte Naalakkersuisut Ujarak Rosing Petersen som nyt medlem af bestyrelsen.

Steen Montgomery-Andersen skal være ny formand for Sikuki. Han har hidtil været medlem af bestyrelsen, og er tidligere mangeårig økonomidirektør i det Tele-Post - i dag Tusass.

Genstand for strid i koalition

Sikuki har tidligere i år været genstand for en strid i den daværende koalition mellem Inuit Ataqatigiit og Naleraq. Naleraq forlangte, at fiskernes brugerbetaling til Sikuki blev droppet af hensyn til fiskerne.

Daværende naalakkersuisoq for infrastruktur Mariane Paviasen (IA) sagde i den forbindelse, at Naalakkersuisut ikke havde planer om at stille krav om ændring af brugerbetalingen for Sikuki Nuuk Harbour A/S.

- Brugerbetalingen dækker de udgifter, Sikuki Nuuk Harbor A/S har til drift, vedligehold og betaling af ydelser for lån, der er optaget for at kunne bygge havnen, skriver naalakkersuisoq

Powered by Labrador CMS