Watson bliver i Grønland indtil andet bliver besluttet

Naleraq's formand Pele Broberg har langet ud efter Danmark i forbindelse med miljøaktivisten Paul Watsons anholdelse og tilbageholdelse. Nu giver Naalakkersuisut genmæle: -  Paul Watson er anholdt her i landet og derfor skal hans sag behandles her i landet, både i politiet og i retten, det siger Naalakkersuisoq for justitsområdet, Naaja H Nathanielsen.

Naleraq har krævet Watson "smidt ud" til Danmark. Men nu tager Naalakkersuisut til genmæle. - Det ville ende med at han ville blive transporteret frem og tilbage mellem Grønland og Danmark, da manden er blevet anholdt i Grønland og sagen derfor skal behandles i Grønland, siger Naalakkersuisoq for justitsområdet, Naaja H. Nathanielsen (IA).
Offentliggjort

OBS! Bemærk artiklen er opdateret med chefanklager Mariam Khalils reaktion på Pele Brobergs krav om udvisning til Danmark.

- Det er vigtigt at huske, at selvom Justitsområdet er et dansk ansvarsområde, så er vi ikke en “lovgivningsmæssig sattelit” til Danmark.  

- Vi har f.eks. vores egen kriminallov og vores udleveringslov er heller ikke identisk med den nugældende danske, siger Naalakkersuisoq for justistsområdet, Naaja H. Nathanielsen til Sermitsiaq.

Sagen skal behandles i Grønland

Formanden for Naleraq gik ellers hårdt til værks i sit krav om at få Paul Watson "smidt ud af Grønland":

- Det grønlandske folk er fanget midt i et dansk ansvarsområde. Politiet er dansk. Justitsministeriet er dansk. Det bliver en dansk beslutning om, hvad man vil foretage sig med Paul Watson, lød det kontant fra Pele Broberg i fredags.

Men Naalakkersuisut, der tidligere har tilkendegivet respekt for, at det er justitsministeriet der behandler og beslutter sagen, har valgt at give genmæle til Broberg:

- Paul Watson er anholdt her i landet og derfor skal hans sag behandles her i landet, både i politiet og i retten. Hvis han blev overført til en dansk arrest, ville han skulle transporteres frem og tilbage mellem Danmark og Grønland, hver gang der var retsmøde, da jurisdiktionen er i Grønland. 

- En udlevering vil derfor næppe give mindre medieomtale af landet, da han alligevel vil skulle rejse til og fra landet i den kommende tid og hver gang give anledning til nye billeder og omtale.

Retten har torsdag den 15. august kl. 12 afsagt kendelse i sagen og tilbageholdelsen forlænges frem til 5. september. Der skal afholdes et nyt retsmøde om eventuel fortsat tilbageholdelse 4. september.

Paul Watson har kæret beslutningen til Grønlands Landsret, der nu skal tage stilling til sagen.

Chefanklager bekræfter Naalakkersuisuts udmelding

Chefanklager hos Grønlands Politi, Mariam Khalil bekræfter Naalakkersuisuts udmelding om, at det er Grønlands Politi og Grønlands Domstole der skal behandle Paul Watson-sagen:

- I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, der gælder for Grønland, fremgår betingelserne for, hvornår en person efterlyst af myndighederne i en fremmed stat kan tilbageholdes, og hvornår der kan ske udlevering af pågældende. 

- Det fremgår også, at det er Justitsministeriet, der skal træffe afgørelse i udleveringssagen. Det fremgår endelig, at en afgørelse om udlevering kan indbringes for retten på det sted, hvor pågældende opholder sig. I dette tilfælde således de grønlandske domstole.

- Da Paul Watson er anholdt i Nuuk samt tilbageholdt i Anstalten i Nuuk, og da en eventuelt afgørelse om udlevering kan indbringes for retten på det sted, hvor pågældende opholder sig, altså ved de grønlandske domstole, så skal Paul Watsons sag i medfør af retsplejeloven for Grønland behandles i Grønland efter grønlandsk ret.

Mariam Khalil understreger slutteligt at der ikke er, efter grønlandsk ret, mulighed for at udvise Paul Watson til Danmark, da der ikke er mulighed for at udvise indenfor Rigsfællesskabet.

Powered by Labrador CMS