Forfatning
Massivt flertal for forfatningskommission
Demokraterne stemte som det eneste parti imod at bemyndige Naalakkersuit til at nedsætte en forfatningskommission
Det var en historisk dag i Inatsisartut i dag.
Forslaget om at nedsætte en forfatningskommission fik nemlig opbakning fra stort set samtlige partier. Som eneste parti stemte Demokraterne imod, da de mener, at der er uansvarligt, at haste forslaget igennem Inatsisartut på kun to dage.
LÆS: - En stor dag
Endelig beslutning mandag
Både Siumut, Partii Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Atassut og løsgængeren Per Rosing-Petersen bakker op om forslaget under dagens 1.behandling.
Bliver forslaget endelig vedtaget på mandag, så betyder det, at Naalakkersuisut kan nedsætte en kommission, der skal udarbejde et forslag til en forfatning.
LÆS: Forfatningskommission hastes igennem Inatsisartut
Kielsen rørt
For flertallet var det en festdag, hvor Grønland har taget et afgørende skridt i retning af selvstændigheden.
- Jeg er rørt over at vi er nået så langt, sagde formand for naalakkersuisut Kim Kielsen (S).
Flertallet argumenterede for, at det er vigtigt at tage det næste skridt.
LÆS: Dokumentation: Her er forslaget til kommissionens arbejdsgrundlag
Ad hoc udvalg
Der er opakning bag, at der nedsættes et ad hoc udvalg i inatsisartut med repræsentanter fra samtlige partier. Det skal blandt andet kunne behandle kommissionens sammensætning og kommissoriet udformning.
LÆS: IA vil have ny forfatningsredegørelse
IA kræver ny redegørelse
Inuit Ataqatigiit var dog ikke tilfreds med den redegørelse, der ligger til grund for dagens beslutning.
- Vi ønsker, at der bliver udarbejdet en ny redegørelse frem til forårssamlingen 2017, sagde partiets ordfører Kelly Berthelsen.
Partiet er blandt andet uenig i det forslag fra redegørelsen, hvor der skal udarbejdes en forfatning i to trin, hvor det første trin skal gælde under den danske grundlov.
- Inuit Ataqatigiit anser det som værende formålsløst at man i forbindelse med udarbejdelse af en forfatning til vort land, skal tage udgangspunkt i en grundlov fra meget gammel tid og som generelt slet ikke er tilpasset vort land, sagde Kelly Bertelsen (IA).
LÆS: Forskellige veje til selvstændighed
D kritiserer hastværk
Demokraterne har svært ved at forstå, at det haster så meget med at få nedsat forfatningskommissionen. Partiets ordfører Michael Rosing pegede på, at inatsisartut-medlemmerne først i går aftes har modtaget den på grønlandsk 100 sider lange redegørelse.
- Al fornuft peget derfor på at selvstændighed ikke bliver aktuelt før om mange år. Til trods for dette har Naalakkersuisut i alt hast efteranmeldt dette punkt lige før lukketid. Det er ærligt talt hverken betryggende, gennemtænkt, eller respektfuldt overfor landet lovgivende forsamling, sagde Michael Rosing (D) i sin tale.
Alle skal inddrages
I sine afsluttende bemærkninger fastslog den ansvarlige naalakkersuisoq, Suka K. Frederiksen (S), at alle stemmer i samfundet skal inddrages. Samtidig mener hun dog ikke, at der er tid til at vente.
- Vi er nød til at tage det næste skridt mod selvstændigheden, sagde hun i som konklusion.