hastværk

Forfatningskommission hastes igennem Inatsisartut

En af de mest vidtrækkende beslutninger i nyere tid skal behandles af inatsisartut på under tre døgn

Offentliggjort

Når Inatsisartut mødes i dag klokken 13.00 skal de lægge en vigtig byggesten for fremtidens Grønland. De skal give grønt lys til udarbejdelse af en forfatning og dermed vise vejen mod selvstændighed.

Omfattende betænkning
På det tidspunkt har de 31 medlemmer haft under 24 timer til at sætte sig ind i de 100 sider (på grønlandsk), som skal danne grundlag for deres beslutning.

Naalakkersuisoq for miljø, natur og selvstændighed, Suka K. Frederksen (S) skriver selv i forslaget, at det hører til de mest betydningsfulde for landet.

- Da der her er tale om at arbejde med et udkast til den mest grundlæggende lov i det grønlandske samfund, er det vigtigt, at mandatet gives af folkets demokratisk valgte forsamling – Inatsisartut, står der i forslaget, der skal give Naalakkersuisut bemyndigelse til at nedsætte en forfatningskommission.

LÆS: Ekstraordinær møde i Inatsisartut

Fra fredag aften til mandag morgen
Efter planen skal denne 'mest grundlæggende lov' vedtages på efterårssamlingens sidste dag på mandag.

Grundlaget for forslaget danner den 100 side lange 'Redegørelse for nedsættelse af en grønlandsk forfatningskommission', som blev udleveret til medlemmerne af inatsisartut i går aftes. Samtidig blev Inatsisartut hasteindkaldt til et møde i dag.

Mellem behandlingen i dag og behandlingen på mandag skal Inatsisartuts lovudvalg også nå at behandle forslaget.

Normalt skalder gå tre dage mellem 1. og 2. behandling af et forslag. Dette kan dog fraviges.

Kommissorium skal fastlægges
Inatsisartut skal desuden fastlægge kommissoriet for forfatningskommissionen. Redegørelsen kommer med 11 forskellige punkter til, hvordan kommissoriet kan se ud. Naalakkersuisut fastslår dog, at der kun er tale om forslag.

- Det er op til Inatsisartut at tilrette, godkende og lægge det endelige kommissorium fast, står der i beslutningsforslaget.

Forslaget beskriver ikke, hvordan forfatningskommissionen skal sammensættes, men gør det klart, at kommissionen skal nå frem til et konkret forslag til en fremtidig forfatning.

Redgørelsen kan læses her

Powered by Labrador CMS