Ligestillingsrådet: Kathrine Bødker stopper som formand

Kathrine Bødker har valgt at stoppe som formand for Ligestillingsrådet i dag efter fire år på posten. Hun oplyser, at beslutningen er taget af personlige årsager.

Kathrine Bødker stopper som formand for Ligestillingsrådet efter fire år på posten. Hun forlader Rådet efter seks års aktiv medlemskab af personlige årsager.
Offentliggjort

Ligestillingsrådet skal få en ny formand.

Den netop genpegede formand, Kathrine Bødker, har valgt at stoppe som formand i Ligestillingsrådet i dag. Det skriver hun i en kort meddelelse tirsdag den 11. april.

Hun har allerede meddelt sin afgang til Naalakkersuisoq for finanser og ligestilling, Naaja Nathanielsen, og oplyser, at det er på baggrund af personlige årsager.

- Jeg har tænkt meget grundigt over det. Det har ikke været en nem beslutning. Det er af personlige årsager, som jeg ikke ønsker at uddybe nærmere, skriver Kathrine Bødker.

Kathrine Bødker har været medlem i Ligestillingsrådet siden 2017. I 2019 blev hun valgt som formand for Ligestillingsrådet, og er netop genvalgt til endnu en periode i rådet som formand.

Stolt over arbejdet

- Jeg er stolt over det arbejde jeg har leveret frivilligt i de sidste snart seks år, heraf fire år som formand. Det er vigtigt at kunne se sig selv i spejlet om morgenen og være glad for det, man leverer eller laver. Det kan jeg heldigvis, skriver hun.

Ligestillingsrådet har valgt at sætte fokus på ligestilling for LGBTQ+-personer denne periode. Det blev besluttet under det konstituerende møde i midten af februar.

Kathrine Bødker har været en markant figur som formand, og har formået at sætte fokus på ligestilling og lige vilkår i samfundet i eksempelvis ved spiralsagen, vold i hjemmet og mere til igennem årene.

- Jeg synes, vi er lykkedes med at sikre Ligestillingsrådets position og sætte ligestilling på samfundets og den politiske dagsorden. Så det er med rigtig god samvittighed at jeg nu forlader Rådet, om end det også bliver vemodigt, siger Kathrine Bødker.

Kompetent person stopper

Naalakkersuisoq for ligestilling, Naaja Nathanielsen, IA, bekræfter overfor Sermitsiaq.AG at hun har modtaget beskeden om fratrædelse som formand af Kathrine Bødker tirsdag morgen.

- Kathrine Bødker har gennem sin tid i rådet bidraget aktivt med at sætte ligestilling på dagsordenen her i landet, men også kompetent formidlet og repræsenteret vores arbejde med ligestilling i udlandet. Det skal hun på vegne af Naalakkersuisut have tak for, siger Naaja Nathanielsen og fortsætter:

- Jeg glæder mig over, at Kathrine Bødker inden sin fratræden har stået i spidsen for en ny strategi på ligestilingsområdet, som Ligetillingsrådet kommer til at arbejde videre med i den kommende periode.

Powered by Labrador CMS