Kujalleq: Ny koalition dannet
Inuit Ataqatigiit i Kommune Kujalleq har fundet en samarbedspartner i kommunalpolitik efter at have stået uden koalition i over et år.
Inuit Ataqatigiit og Demokraatit har skrevet under på koalitionsaftale den 19. juni. Aftalen gælder for resten af valgperioden.
Parterne er enige om at arbejde for blandt andet planlægning af udnyttelse af kommunens ressourcer de næste to år.
- Vi er overbevidst om, at vi er i stand til at fremme udviklingen af vores kommune i kraft af egne tiltag. Dermed vil IA og Demokraatit stå i spidsen for at planlægge udnyttelse af kommunens ressourcer bedst muligt, siger borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA) i en pressemeddelelse.
Uden samarbejdspartner i halvandet år
Inuit Ataqatigiit har siden januar 2022 stået alene i spidsen for kommunen, efter IA brød samarbejdet med Atassut. Begrundelsen for bruddet var dengang, at Atassut ikke har varetaget sit ansvar indenfor kultur og fritid godt nok.
Siden har Atassut mistet sit eneste medlem i kommunalbestyrelsen til Siumut.
Det er Margrethe Thaarup Andersen, der for Demokraatit skriver under på samarbejdsaftalen med Inuit Ataqatigiit. Hun har været medlem i Demokraatit siden marts hvor hun skiftede fra Siumut.
- Vi ønsker, at Kommune Kujalleq udvikler sig i fællesskab og nytænkning, det er borgernes repræsentanters opgave at skulle udvikle i fællesskab, siger Margrethe Thaarup Andersen (D).
Narsarsuaqs fremtid som særskilt punkt
De to partiers koalitionsaftale indeholder blandt andet planer om at forbedre byernes vejnet og natrenovationsmuligheder, IA og Demokraatit er også enige om at udvikle erhvervslivet i kommunen og etablere rindende vand i alle husstande.
Men også en afklaring om, hvad Narsarsuaq kan bruges til i fremtiden er sat som et politisk ønske. Dette til trods for, at Naalakkersuisut allerede har meldt ud til borgerne, at Narsarsuaq lukkes for fly, når Qaqortoqs nye lufthavn kommer i drift.
- Vi venter ikke på ibrugtagning af Qaqortoqs lufthavn for at finde frem til, hvad Narsarsuaq kan benyttes til. Arbejdet skal fortsættes i samarbejde med Naalakkersuisut. Vi skal sikre, at Kommune Kujalleq skal have gode rejsemuligheder ud af landet, og vi vil arbejde for at skabe rejsemuligheder året rundt, lyder det i koalitionsaftalen.
Koalitionen vil arbejde for at inddrage Naalakkersuisut i renovationsarbejdet af hotellet i Narsarsuaq.