Konflikt afværget: Múte og Erik fortsætter hånd i hånd
På trods af Erik Jensens udbrud og krav om tilføjelser til koalitionsaftalen, bekræfter både Múte Bourup Egede (IA) og Erik Jensen (S) at samarbejdet stadig er intakt og at de nu resten af valgperioden vil konkretisere de lovede velfærdsforbedringer.
Før koalitionssamarbejdet kan fortsætte skal der ske et omfangsrigt vagtskifte i Naalakkersuisut, nu hvor vagtskiftet hos Inatsisartuts formandskab er sket.
- Der er nu flere departementer uden Naalakkersuisoq, og vi skal selvfølgelig sørge for at indsætte nye medlemmer af Naalakkersuisut. Det drejer sig om udpegelse af Naalakkersuisoq for sundhed samt Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, forklarer formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede overfor Sermitsiaq.AG.
Men Siumut har også krævet at der "hurtigst muligt" bliver etableret en Naalakkersuisoq for statsdannelse:
- I næste uge vil vi være klar til at offentliggøre den store rokade vi nu agter at foretage, så om hvorvidt der kommer et ressortområde mere, vil vi fortælle i næste uge, bebuder Bourup Egede.
"Koalitionen er stærk og solid"
Formanden for Naalakkersuisut understreger at samarbejdet i koalitionen står stærkt og solidt, og at han regner med at denne kan holde resten af valgperioden ud frem til april 2025:
- Selvfølgelig vil der altid dukke sager op som kræver ekstra opmærksomhed, men vi har et godt og konstruktivt samarbejde. Vi er også gode til at minde hinanden om at det er befolkningen vi skal høste resultater til, så ja, jeg tror på at samarbejdet og stabiliteten holder, siger Múte Bourup Egede.
Det samme siger formanden for Siumut, Erik Jensen:
- Vi er som bekendt fremkommet med forskellige krav til det fortsatte samarbejde som følger af vores landsmøde i Siumut. Jeg er meget glad for den lydhørhed vores koalitionspartner har udvist i forhold til vores krav, og det vil udmønte sig ved at vi opdaterer vores koalitionsaftale ligesom der nu også kommer rokader i Naalakkersuisut.
Begge partiformænd bebuder uafhængigt af hinanden at de store politiske linjer skal fortsættes, det drejer sig især om velfærdsforbedrende tiltag i form af reformer, blandt andet på skatte- og socialområdet.
Vil ikke udtale sig om uranspørgsmålet
Erik Jensen sagde tidligere til Sermitsiaq.AG at Siumut stiler efter et kompromis på råstofområdet.
Han mener at Siumut har bøjet sig og nærmet sig IA ved at gå med til at der ikke skal være udvindingsaktiviteter på bynære områder, eksempelvis Kuannersuit ved Narsaq.
Men til gengæld mener han at der sagtens kan udvindes uranholdige mineraler på øde og ubeboede områder i landet.
Men både Erik Jensen og Múte Bourup Egede vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om spørgsmålet og henviser til at de i starten af næste uge vil fortælle offentligheden om hvilke ændringer der vil være på politisk plan.
Blev taget på sengen af Karl Tobiassen
Sermitsiaq.AG erfarer at medlemmet af Naalakkersuisut for fiskeri og fangst Karl Tobiassens afgang skete uventet og at han først fredag formiddag indgav sin afskedsbegæring.
Angiveligt derfor er parterne stadig tilbageholdende med at fortælle offentligheden om hvordan Naalakkersuisut-sammensætningen bliver, men formanden for Naalakkersuisut bekræfter at de nu er gået igang med at søge om ekstra dagsorden der skal på i starten af næste uge.