Uran kan blive koalitionens endeligt: Siumut parat til at gå - hvis IA stejler

Onsdag eftermiddag mødes Erik Jensen (S) med sin formandskollega Múte Bourup Egede (IA). De skal vurdere hvilke politiske mål de sammen som koalition kan og skal lave opfølgning på resten af valgperioden.

Nu foregår der konkrete forhandlinger mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit om det videre koalitionssamarbejde frem til april 2025. - Vi sidder ikke i den såkaldte varme stol for enhver pris og er parat til at tage konsekvensen, hvis vi ikke kan nå frem til en tilfredsstillende opdatering af koalitionens grundlag, understreger formanden for Siumut Erik Jensen.
Offentliggjort

Fredag starter Inatsisartut´s efterårssamling. En samling der kan vare i meget kort tid, hvis Siumut og Inuit Ataqatigiit ikke kan indgå forlig om hvilke politiske prioriteringer der skal på dagsordenen resten af valgperioden frem til april 2025.

Det lykkedes Sermitsiaq.AG at fange Erik Jensen der lige var landet fra Kangerlussuaq og som var på vej til møde med formanden for IA, Múte Bourup Egede. Erik Jensen vil først præsentere partiets krav overfor koalitionspartneren, før han udtaler sig officielt, men han afslører, hvad der ligger partiet på sinde som presserende politisk arbejde:

- Jeg har som formand pligt til at lave opfølgning på landsmødets beslutninger, hvoraf nogle sager er mere presserende og derfor kræver at blive taget med i revisionen af koalitionssamarbejdet. Det drejer sig blandt andet om råstofudvinding, skattepolitik, ligeværdig udvikling i landet, sundhedsområdet og ikke mindst statsdannelsespolitikken, siger formanden for Siumut, Erik Jensen til Sermitsiaq.AG.

Kuannersuit fredet - men ikke afsides beliggende uranforekomster

På langt de fleste områder kan parterne nok mødes, men råstofpolitikken ulmer og risikoen for at parterne ikke kan mødes på netop det område er stadig til stede. Hvis det bliver aktuelt, er Jensen parat til at tage konsekvensen.

- Vi skal så vidt muligt undgå valg i utide, for vi ved alle godt at et valg i utide indebærer ustabilitet, men også at processer, der allerede er igang bliver stoppet, hvilket er meget dyrt for samfundet, så selvfølgelig håber jeg at vores gode samarbejde og gensidige tillid kan bære de nye politiske tiltag, der presser sig på i forbindelse med vores fornyede partiprogram.

Han understreger, at han er klar til at gå hvis han ikke får sin vilje.

- Det er ikke for enhver pris, at vi vil undgå valg. Vi har mærkesager, som vi gerne vil have igennem, og hvis ikke det ikke falder i god jord hos IA, kan det i sidste ende betyde at koalitionen ikke kan fortsætte, og det er vi forberedt på, siger Erik Jensen til Sermitsiaq.AG.

Vil have ændret uranloven

Som eksempel på et eventuelt konfliktpunkt fremhæver Erik Jensen at partiet Siumut allerede har nærmet sig IA med hensyn til uranspørgsmålet.

- Vi er blevet enige om at bynære råstofforekomster, eksempelvis de sjælde mineraler i Kuannersuit, ikke skal udvindes. Men vi vil stadig gerne have råstoferhvervet op og køre optimalt, og vi mener, vi har fundet en vej til, hvordan uranholdige mineraler alligevel kan udvindes, siger Erik Jensen og fortsætter:

- I Siumut mener vi at vi kan mødes ved at satse på disse mineraler på øde områder, hvor der ikke bor mennesker eller bliver drevet landbrug, forklarer Erik Jensen overfor Sermitsiaq.AG.

Naalakkersuisoq for statsdannelse

Under Siumuts landsmøde, blev det besluttet at partiet skal arbejde for at der etableres et departement for statsdannelse "hurtigst muligt", og det vil Erik Jensen tage op overfor Múte Bourup Egede:

- Vi har store og vigtige politiske opgaver, der skal løses, når det drejer sig om landets statsdannelsesprojekt. Det er blandt andet et program for, hvordan Grønland skal overtage de opgaver Staten varetager for Grønland, det drejer sig om implementering af borgerne i det videre arbejde med statsdannelsen. Dertil mener vi, at det vil være helt på sin plads at få etableret en ansvarlig Naalakkersuisoq med tilhørende departement for området, siger Erik Jensen.

Powered by Labrador CMS