Hotel lider efter olieudslip i Kulusuk
Hotelgæster i Kulusuk udtrykker deres utilfredshed omkring lugtgener efter olieudslip ved Kulusuk i december. Hoteldirektør efterspørger handle- og oprydningsplan.
Dieselolie er begyndt at sive ud i natur og hav ved Kulusuks kyst, efter sneen er begyndt at smelte. Hos Arctic Wonderland Tours A/S, der ejer et hotel i Kulusuk er tålmodigheden opbrugt hos gæster og ejeren.
- Sneen er smeltet omkring kysten, som ligger få meter fra hotellet. Det har medført at lugtgenerne i og omkring hotellet er forværret væsentligt, og i sådan en grad at hotelgæster og personale er hårdt ramt af lugtgenerne, skriver Arctic Wonderland Tours A/S’s direktør, Mike Nicolaisen i et brev til Mittarfeqarfiit.
Han oplyser til Sermitsiaq.AG, at en del gæster har klaget over lugtgener, og at hotellet har været nødsaget til at flytte fire gæster til andre værelser på grund af lugtgener.
Sommeren afgørende for genopretningsplan
120.000 liter dieselolie løb ud i naturen under olieudslippet i december 2022. 42.000 liter er samlet op i slutningen af december, mens en stor del af olien var løbet ned i havet.
Men nu, hvor sneen er begyndt at smelte, anes der rester af olie i og omkring Kulusuk.
Ifølge Arctic Wonderland Tours A/S er denne sommersæson afgørende for, at selskabet – herunder Hotel Kulusuk – kan komme sig økonomisk efter Covid-19. Men nu er direktøren usikker på, om hotellet fortsat kan holdes åbent på grund af lugtgener.
- Konsekvensen er nu, at vores udenlandske samarbejdspartenere vil afbryde at benytte Hotel Kulusuk som overnatningssted. Dette er et kæmpe nederlag for turistudviklingen i Østgrønland som allerede nu har medført varig skade og økonomiske tab for Arctic Wonderland Tours A/S, lyder det.
Efterlyser handleplan
Selskabet har anmodet Mittarfeqarfiit om at blive orienteret om hvilke handleplaner, der iværksættes i Kulusuk efter olieudslippet. Selskabet ønsker at vide, omfang og betydning af forurening, om der er sundhedsskadelige virkninger og at der skal igangsættes et oprydningsarbejde.
- Vi anser ikke den nuværende laissez-faire tilgang fra myndigheder og ansvarlige, som særligt konstruktivt, afslutter direkør Mike Nicolaisen sit brev til Mittarfeqarfiit.
Mittarfeqarfiit har tidligere oplyst, at de overvåger området men at selskabet vil vurdere, hvor meget diesel der vil være tilbage når is og sne er smeltet:
- Der kommer ikke til at ske så meget her i vinterperioden, men når foråret kommer, og isen forsvinder, så skal vi have en plan for, hvad der skal ske og, om der skal laves jordopsamling såfremt der mod forventning stadig er diesel i området til den tid, har driftchef i Mittarfeqarfiit Niels Grossen udtalt sig.
Sermitsiaq.AG forsøger at få en kommentar fra Mittarfeqarfiit om situationen i Kulusuk.