Kulusuk olieudslip: Ingen konsekvens for medarbejdere

Olieudslippet i Kulusuk 2. december skyldes en menneskelig fejl. Det får dog ingen konsekvenser for de pågældende medarbejdere, til gengæld har Mittarfeqarfiit allerede taget tilløb til forbedringer, der skal forhindre, at det sker igen.

Østgrønland, Kulusuk, bjerge
I øjeblikket er vigen omkring Kulusuk frosset til, så det ikke er muligt at opsamle mere olie. Arkivfoto.

120.000 liter dieselolie, der løber over tankens breder, er et alvorligt uheld. Det medgiver driftschef i Mittarfeqarfiit, Niels Grosen.

- 42.000 liter er samlet op, mens 78.000 liter er løbet ud i havet. Vi har samarbejdet tæt med departement for miljø og natur, som er kommet med flere påbud og anbefalinger, som vi følger. Selve udslippet blev stoppet ganske hurtigt, og den første indsats fungerede rigtigt godt med det lokale beredskab. Men nu er søerne og havet frosset til, så i øjeblikket kan vi ikke gøre mere for at opsamle olien, fortæller Niels Grosen til Sermitsiaq.AG.

Udslippet er sket i Kulusuk, og den resterende olie ligger i en vig, som er dækket af is de næste mange måneder, fortæller driftschefen. Derfor kan man heller ikke bedømme, hvor slemme konsekvenser det får endnu.

- Det vi gør nu er at overvåge området. Vi er dagligt nede og se, om der er ændringer. Vi ser efter, om der er døde fugle i området eller andre ændringer i dyrelivet. Vi tager også vandprøver i fjorden foran lufthavnen to gange om ugen, som opbevares til behov for senere analyse.

Skal lave en plan

Departementet har blandt andet krævet, at Mittarfeqarfiit skulle hyre en ekstern miljøkonsulent, der skal rådgive dem om situationen.

- Der kommer ikke til at ske så meget her i vinterperioden, men når foråret kommer, og isen forsvinder, så skal vi have en plan for, hvad der skal ske og, om der skal laves jordopsamling såfremt der mod forventning stadig er diesel i området til den tid, fortæller Niels Grossen.

Miitarfeqarfiit har allerede sat tre helt konkrete tiltag i søen.

- Vi har ændret arbejdsproceduren om overførsel fra en tank til en anden. Fremover skal der være to mand til stede, og så er der sat en timer på, så der slukkes automatisk efter en vis periode.

Ingen konsekvenser for medarbejdere

Det sidste tiltag er endnu ikke gennemført, men til sommer bliver der etableret et opsamlingsbassin rundt om tanken, der kan rumme hele tankens indhold, hvis den skulle flyde over.

- Vi er jo frygtelig kede af det, der er sket, og vil gerne undgå, det sker igen, siger driftschefen.

Han oplyser, at det er en menneskelig fejl, hvor pumpen ikke blev afbrudt og man ikke fulgte den arbejdsprocedure, der var. Det får dog ikke ansættelsesmæssige konsekvenser men sagen tages meget alvorligt, understreger han.

Indenfor luftfart har man en ”no blame” politik, der blandt andet betyder, at man skal vurdere, om det er forsætteligt, når der sker den slags uheld, som er foresaget af menneskelige fejl.

- Situationen I Kulusuk giver selvfølgelig anledning til, at vi kigger på vores andre anlæg og procedure ved overførsel af brændstof slutter Niels Grosen.

Powered by Labrador CMS