Direktør om hård kritik: Ingen nemme løsninger
Avannaata Kommunia tager kritik af forvaltningen af handicapområdet alvorligt, fortæller direktør.
Avannaata Kommunia har fået adskillige påbud og henstillinger efter et tilsynsbesøg. Kommunen tager tilsynsrapporten alvorligt, forklarer direktør.
Noah Silliman/Tilioq
Tidligere i denne uge fortalte Sermitsiaq om et tilsynsbesøg i Avannaata Kommunia, som har udløst adskillige henstillinger og påbud, fordi kommunen langt fra lever op til lovens rammer om støtte til børn og personer med handicap.
Direktør for Forvaltningen for Familie, Aviâja Madsen, udtaler til Sermitsiaq, at man tager rapporten fra tilsynsbesøget alvorligt, men også at kommunen allerede har igangsat en række tiltag:
- Vi tager her i Avannaata Kommunia rapportens indhold alvorligt.
- Indledningsvist vil jeg gerne gøre opmærksom på, vi i kommunen allerede har igangsat forskellige tiltag. Disse er dog kun omtalt ganske kortfattet i rapporten, lyder det fra direktøren i et skriftligt svar.
Har nedsat arbejdsgruppe
Avâja Madsen fortæller videre, at kommunen har nedsat en arbejdsgruppe, som skal sikre, at personer med handicap, som har Avannaata Kommunia som hjemkommune, får den sagsbehandling, hjælp, hjælpemidler og så videre, som de har krav på:
- Vi er meget opmærksomme på ikke at lave forhastede løsninger, men forsøger at gennemtænke konsekvenserne af forskellige scenarier, sådan at det vi når frem til bliver i overensstemmelse med lovgivningen og til gavn for alle involverede, lyder det fra direktøren.
Hun pointerer, at handicapområdet i Grønland erfaringsmæssigt er svært at arbejde med, eksempelvis fordi det er svært at rekruttere personale:
- En af grundene er en omfattende og ikke let-tilgængelig lovgivning, som ikke altid matcher grønlandske forhold.
Ikke nemme eller hurtige løsninger
- En anden grund – som også tidligere har været omtalt i pressen – er, at det er meget svært at rekruttere og fastholde kvalificeret personale. Vi gør dog selv meget for at opkvalificere vores personale, idet vi selv underviser og opfordrer til deltagelse i kurser, der afholdes af f.eks. Socialstyrelsen, udtaler Aviâja Madsen.
Hun slår fast, at kommunen er åben overfor landsdækkende løsningsforslag, herunder både fra handicaptalsmanden, Pissassarfik og andre med kendskab til området:
- Det er problemer, som der ikke er nemme eller hurtige løsninger på; men som anført arbejder vi på sagen, ligesom jeg også jævnligt taler med mine kolleger i de andre kommuner, udtaler direktøren.