Annonce
Chefredaktøren anbefaler: Handicappet ladt i stikken
Hans Inuusuttoq er frustreret. Parret flyttede til en by i håb om at få bedre hjælp til hustruen, der er ramt af en invaliderende hjerneblødning. Det håb er nu næsten slukket
Det er nu et halvt år siden, at Nukaaraq Inuusuttoq fra Ikerasaarsuk, blev ramt af en hjerneblødning. En episode, der gjorde den 52-årige kvinde lam i højre halvdel af kroppen, og uarbejdsdygtig.
Annonce
Samtidig begyndte kampen for et værdigt liv. Men hurtigt indså hendes mand, Hans Inuusuttoq, 53, at kampen ikke var for værdighed, men om overlevelse.
For Kommune Qeqertalik var ikke så hjælpsomme, som Hans troede, de ville være, med tanke på situationen, de stod i.
Da parret i december var på juleferie hos deres datter i Qasigiannguit, besluttede de sig for at flytte til byen permanent, for at være tættere på lægehjælp.
- Jeg håbede, det ville være nemmere. Alt tydede på, at det ville være nemmere, at være i nærheden af læger, siger Hans Inuusuttoq.
Og det er da også nemmere, at være i nærheden af lægerne, konkluderer han efter et par måneders ophold i Qasigiannguit.
Forlod trygheden
Problemet ligger hos Kommune Qeqertalik.
- Det er virkelig besværligt, at blive forstået af socialforvaltningen i Qeqertalik, når det drejer sig om personer med handicap og pludseligt opståede handicap.
- Arbejdet fra kommunens side går langsommere end sneglefart, det er svært at blive opdateret på, hvor langt de er nået i vores sag, og det lader til, at de ikke ved, hvad de skal gøre med den nye handicaplov, der trådte i kraft i begyndelsen af året, siger han.
Læs også: Kommunen: Vi gør, hvad vi kan
Hans Inuusuttoq forlod altså det velkendte og trygge bygdeliv sammen med sin kone, til fordel for det ”lettere” byliv. Han har i dag et vikariat på plejehjemmet. Parrets eneste indtægtskilde. For der er heller ingen førtidspension til Nukaaraq endnu, på trods af, at Hans ansøgte så snart de kom hjem fra Rigshospitalet, efter opfordring fra de danske læger.
- Min 14-dages løn er stort set væk på én dag
Retten til bolig
I dag bor ægteparret Inuusuttoq stadig hos deres datter og svigersøn og deres tre sammenbragte børn. En uholdbar situation med blot en lille mulighed for privatliv for begge parter.
- Vi er taknemmelige for den venlighed, vores datter og hendes familie viser os og lader os bo hos dem, men det er også trættende, når man har en handicappet kone, siger Hans Inuusuttoq.
Men igen er der kun tavshed fra Kommune Qeqertalik. Der har endnu ikke været nogle meldinger om en handicapvenlig bolig, så de kan få deres eget.
Læs også: Handicaptalsmand: Genkendeligt scenarie
- Vi har ret til at få vores egen handicapbolig efter den nye lov, siger Hans, der dagen før interviewet havde været på kommunen, for – igen – at gøre opmærksom på handicaploven.
- Vi har brug for at blive taget alvorligt. Men kommunen hører os ikke, siger han.
Ikke ukendt
Desværre er situationen ikke ny for ham. Han har været igennem den samme mølle, da børnene var små og hans kone fik en psykisk sygdom, der tog hårdt på hende i en periode.
- Det er anden gang, jeg oplever den meget langsomme sagsbehandling. Dengang fik jeg at vide, at jeg ville få noget at vide dagen efter. Dagen efter er ikke kommet endnu, siger Hans, der overfor børnene var ærlig omkring deres mors sygdom.
- Mor har det sådan her på grund af det her. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg hurtigt fortalte dem, hvad der foregik.
- Jeg ved ikke, hvorfor sagsbehandlingen skal gå så langsomt i Kommune Qeqertalik. Det er fremtiden for børn og unge. Der skal være orden i tingene. Det er der ikke nu, og det kommer ikke til at ende godt, hvis der ikke sker nogle ændringer, siger Hans Inuusuttoq.
Køb avisen AG her: