Ane Lone Bagger: Forhøjet tilskud til Avalak var midlertidigt
Naalakkersuisoq for uddannelse mener, at en forhøjelse af tilskuddet til Avalak i 2016 kun skulle gælde for en periode.
I slutspurten op til vedtagelsen af finansloven skulle der findes en række besparelser for at finansiere koalitionens og Demokraternes ønsker for indeværende år.
Et af det steder pengene blev fundet, var ved at skære tilskuddet til Avalak ned fra 404.000 kroner til 200.000 kroner.
- Vi skulle finde besparelser op til tredje behandlingen af finansloven for at finansiere målsætningerne for koalitionen og støttepartiet.
- Da vi kigger på tingene, kan vi se, at Avalak i finansloven 2016 havde fået en øget bevilling på 204.000 kroner, forklarer naalakkersuisoq for uddannelse, Ane Lone Bagger (S).
- Den ekstra bevilling skulle kun gælde for en tilpasningsperiode, siger hun videre.
Ingen oplysning om tilpasningsperiode
Oplysningen om at forhøjelsen blot skulle gælde for en periode er imidlertid vanskellig at genfinde i finansloven fra 2016.
- Forhøjelsen af bevillingen er en del af finanslovsaftalen for 2016. Med de ekstra midler ønskes det sikret, at Avalak kan fortsætte deres relevante arbejde for at medvirke til at højne uddannelsesniveauet i Grønland, står der i bemærkningerne til finansloven.
Heller ikke finanslovsaftalen indeholder oplysninger om, at bevillingen skulle være midlertidig.
Lottomidler
Ane Lone Bagger (S) mener, at Avalak har gode muligheder for at fortsætte sine aktiviteter, da organisationen kan søge andre midler.
- Jeg vil opfordre Avalak til at søge tips- og lottomidler. Avalak har tidligere fået 153.000 kroner til sine aktiviteter fra tips- og lottomidlerne, så jeg vurderer, at de har gode chancer for at få igen at få et tilskud.
Efter nedskæringen får Avalak som nævnt et årligt driftstilskud på 200.000. Organisationen for de studerende i Grønland, Ili Ili får 132.000 kroner i tilskud.