Samarbejdspartiet afleverer regnskab: Vil trække en streg i sandet
Ifølge partiet har en politiundersøgelsen af partiet ikke fundet noget ulovligt.
Obs: Oplysninger tilføjet om partiets reviderede regnskab.
Samarbejdspartiet har tirsdag afleveret sit stærkt forsinkede regnskab til Inatsisartut.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Regnskabet har været forsinket på grund af politiets efterforskning af en anmeldelse mod partiet. Det har et bestyrelsesmedlem tidligere oplyst.
Politianmeldelsen mod partiet gik på, at der var anvendt penge fra partikassen til privat forbrug, men efterforskningen har ikke ført noget med sig, lyder det:
- Samarbejdspartiet kan glæde sig over, at politianmeldelsen ikke fandt noget ulovligt, og at skattevæsenet heller ikke fandt grund til at komme med anmærkninger. Der er således endelig sat et punktum for sagen i partiet, skriver partiet i meddelelsen.
- Et mørkt og trist kapitel
Partiets regnskab skulle have været afleveret sidste sommer. I stedet blev der afleveret et urevideret regnskab, som blev offentliggjort i januar på Inatsisartuts hjemmeside.
Men nu er der afleveret et revideret regnskab, som loven for støtte til partier kræver:
- Årsrapporten er revideret af EY Grønland.
- Med afleveringen af Årsrapporten for 2020 trækker Samarbejdspartiet en streg i sandet og vi lægger et mørkt og trist kapitel bag os, skriver Samarbejdspartiet.
Det reviderede regnskab udviser et underskud på 313.000 kroner. Det er en korrektion i forhold til det første ureviderede regnskab, som viste et underskud på 148.258 kroner.
Ifølge det nye regnskab har tvister med tidligere medlemmer af partiet påvirket resultatet negativt med omkring 500.000 kroner.
Vil kigge fremad
Partiet skriver desuden, at det nu vil kigge fremad og tage fat på det politiske arbejde.
- Vi hilser den nye koalition mellem IA og Siumuit velkommen. Når det er sagt, så vil vi også holde den nye koalition op på de mange løfter, de to koalitionspartier har givet til det grønlandske samfunds svageste borgere under den sidste valgkamp. Her vil Samarbejdspartiet blive en klar stemme, skriver partiet blandt andet.
Der har været stille om Samarbejdspartiet siden valget i foråret 2021, hvor partiet ikke fik kandidater valgt til Inatsisartut.