S og D: Afgifter har en 'hensigtsmæssig sundhedsprofil'

Inatsisartuts finans- og skatteudvalg har hastebehandlet to ændringsforslag vedrørende afgifter. Ikke overraskende er udvalget delt på midten.

Afgifterne, der skal stoppe hullet i finansloven, er også gode for sundheden. Det mener det flertal, som skal bære forslagene igennem.

Inatsisartuts finans- og skatteudvalg har i løbet af en time hastebehandlet to ændringsforslag vedrørende afgifter på hybrid- og elbiler samt indførselsafgifter på en række varer.

Hastebehandlingen skete mellem 1. og 2. behandling, da forslagene, der blev fremlagt for første gang i dag klokken 11:04 skal færdigbehandles i dag.

Udvalget er dog delt midtover om afgifterne.

Snævert flertal

Fire ud af syv medlemmer, bestående af Siumut og Demokraatit, i udvalget indstiller ændringsforslagene til godkendelse mens de resterende tre medlemmer fra Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq indstiller forslagene til forkastelse.

- Mindretallet er imod den forøgelse af det samlede skatte- og afgiftstryk på menigmand på mindst 200 millioner kroner, hvilket vil være konsekvensen, hvis de to nævnte forslag bliver vedtaget. De fremsatte forslag vil ramme socialt skævt. Det oplyses i bemærkningerne, at erhvervslivet sandsynligvis vil hæve avancerne på andre varer, hvilket vil ramme ekstra hårdt, dette vil være ud over de 200 millioner kroner afgiftsforhøjelse, lyder det fra mindretallet i udvalget.

- De to forslag udfylder finansieringsbehovet i finanslovsforslaget for 2020. Forslagene har derudover en hensigtsmæssig sundhedsmæssig profil. Forslagene må således anses som egnede til at nedbringe forbruget af en række sundhedsskadelige produkter, såsom sukker, tobak og alkohol, hvilket anses som positivt. Udvalgsflertallet bemærker endvidere, at det overskydende merprovenu tiltænkes anvendt til en sænkelse af selskabsskatten, lyder det fra flertallet i finans- og skatteudvalget.

Ingen høring

- Forslagene har ikke været i høring da de er udarbejdet i sammenhæng med finanslovsaftalen. De foreslåede afgiftsforhøjelser på visse forbrugsvarer medfører endvidere risiko for hamstring af disse, hvilket dels vil modvirke de provenumæssige effekter af forslaget i mindre grad, og dels være uhensigtsmæssigt i sundhedsmæssig sammenhæng, lyder udvalgets betænkning op til 2. behandling af forslagene.

Det samlede provenu forventes at være på omkring 200 millioner kroner over fire år. Provenuet vil dog blive mindre, hvis folk for alvor begynder at leve sundere og i stort omfang dropper slik, smøger og alkohol.

Powered by Labrador CMS