Afgifter skal redde finansloven for 2020
To punkter er i sidste øjeblik sat på dagsordenen i Inatsisartuts møde i dag. Afgifter på hybrid- og elbiler samt afgifter på sukker, bæreposer og cigaretter skal redde finansloven.
Det bliver afgifter, der skal redde næste års finanslov.
Naalakkersuisut vil i hvert fald hente i alt 48,1 millioner kroner på afgifter, som Naalakkersuisoq for finanser har fremsat i dag. Det betyder, at afgifterne vil give en økonomisk indsprøjtning på omkring 200 millioner kroner i løbet af fire år.
Koalitionen med Siumut og Nunatta Qitornai samt støttepartiet Demokraatit underskrev i dag en aftale om finanslov på 2020, der vil give i alt 1,7 millioner kroner på fire år.
Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq (NQ), har i sidste øjeblik fremsat to ændringsforslag, der gør, at der sættes afgifter på hybrid- og elbiler samt et lovforslag om at sætte indførselsafgifter på sukker, generelt slik, bæreposer, alkoholholdige drikke og cigaretter og samt andet tobak op.
Derimod skal indførselsafgifterne på snescootere og ATV’ere ophæves samt motorafgiften på ATV’ere skal nedsættes. Nedsættelserne vil få virkning i 2021.
- Begge forslag har baggrund i aftalen om finansloven for 2020, lyder det fra Vittus Qujaukitsoq fra talerstolen, da han fremlagde forslagene.
En hval at sluge
Partii Naleraq har tidligere på året fremsat et forslag om at sætte afgifter på hybrid- og elbiler, men forslaget blev trukket efter 1. behandling, da der ikke var opbakning i Inatsisartut.
Demokraatit indrømmer nu, at de har måttet sluge en kæmpe hval for at opnå en finanslov for 2020 i balance. Selvom partiet i princippet er imod afgifter, siger det nu ja til afgifter på hybrid- og elbiler samt indførselsafgifter på sukker, generelt slik, bæreposer, alkoholholdige drikke og cigaretter samt andet tobak.
- Afgifter er ikke sjove for vores parti, og afgifter er aldrig rare. Men det er nødvendigt at få en finanslov i balance. Vi har accepteret disse afgifter for at opnå den nødvendige balance for næste års finanslov, lyder det fra Nivi Olsen (D).
Afgifterne
De to forslag skal 1. 2. og 3. behandles i dag 18. november.
Afgiften på hybrid- og elbiler skal ifølge forslaget lægges på 6.554 kroner årligt, altså samme prisklasse som den mindste afgift på personbiler. Afgiften skal træde i kraft fra 1. januar 2020 og har virkning første gang for afgiftsperioden 1. april 2020 til 30. september 2020.
Samtidig er der fremsat et forslag om en række indførselsafgifter på flere varer. Blandt andet skal der sættes en afgift på 10 kroner og 31 øre per kilo for sukker af enhver art, herunder sirup og glukose. Derudover skal der sættes indførselsafgifter på slik og andet sødt, mens indførselsafgifter på alkohol skal sættes efter alkoholprocenten. Også cigaretter og andet tobak skal der afgift på, mens indførselsafgifter på bæreposer skal lyde på 3 kroner for en større pose og 2 kroner på en mindre bærepose.
Oppositionspartierne kræver, at der skal holdes pause fra dagens møde, da forslaget blev sat på dagsordenen minutter før mødets start.
- Det handler om borgernes penge. Nu skal der hentes penge fra borgernes lommer igen. Vi kræver, at der sættes en pause, så vi kan drøfte sådan et forslag før videre behandling, lyder det fra IA’s Aqqaluaq B. Egede.
Også Atassut, Partii Naleraq og Samarbejdspartiet kræver pause. Formanden for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt siger dog, at der vil være pause efter, forslaget er 1. behandlet.
- Pengene fra indtjeningen på afgifter skal bruges til bedre vilkår for familier og børn, der er behov for penge for at højne uddannelsesniveauet i landet. Det er selvfølgelig ikke en rar prioritering, men en nødvendig omlægning, lyder det fra Vittus Qujaukitsoq.