Rosing vil have pengekassen smækket i

Klokken 13 i dag er parterne i Samarbejdspartiet mødt op i Retten i Grønland til en fogedsag om partiets penge.

Offentliggjort

Michael Rosing, som fortsat hævder at være Samarbejdspartiets retmæssige formand, vil have nedlagt fogedforbud, så fungerende formand Tillie Martinussen og hovedbestyrelsen ikke kan optage lån i banken for at dække et eventuelt underskud på partiets finanser.

- Tillie har ikke hjemmel til at bruge penge, og jeg er bange for, at hun gældsætter partiet, siger han til Sermitsiaq.AG

Michael Rosing har anlagt sagen for og undgå at ende i en situation, hvor partiet har regninger, de ikke kan betale, forklarer han.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Tillie Marthinussen eller resten af hovedbestyrelsen for at få en kommentar om den pågældende sag.

Hovedbestyrelsen har tidligere sendt en udtalelse til Sermitsiaq.AG om, at kassen ikke er tom, sådan som tidligere bogholder for partiet Jan Joe Seidsen og Michael Rosing mener.

Partistøtten følger med Tillie

Michael Rosing understreger, at partiet kun har ét mandat i Inatsisartut, og at partistøtten, der skal komme til januar, afhænger af dette ene medlem.

Hvis Tillie Martinussen af den ene eller den anden grund trækker sig fra partiet, eller bliver ekskluderet, så vil partistøtten ikke længere tilgå Samarbejdspartiet, hvis hun ønsker at fortsætte i Inatsisartut som løsgænger.

Hvis Samarbejdspartiet får mulighed for at indsætte en suppleant i Inatsisartut, fordi Tillie trækker sit mandat, så vil pladsen gå til Michael Rosing, der er første suppleant.

Selvom Michael Rosing tidligere har meldt ud, at han er færdig med landspolitik afviser han ikke at indtage pladsen i Inatsisartut igen.

- Det vil jeg sandsynligvis. Med det forbehold at jeg så er nødt til at trække mig fra min kommunalbestyrelsespost, siger han.

Sag kan trække ud

Når der er tale om at nedlægge fogedforbud bliver sagen behandlet som en hastesag i retten, hvor der tages beslutning relativt hurtigt. Ofte indenfor et par dage.

Derefter skal der køres en såkaldt justificerings sag, hvor man går mere til bunds i sagen og afgør, hvorvidt det pågældende fogedforbud var i orden. Sådan en sag kan vare op til et år eller længere.

Men i første omgang skal retten afgøre, hvorvidt der skal nedlægges fogedforbud mod Tillie Martinussen og hovedbestyrelsen, så de ikke kan optage lån eller kassekredit på partiets vegne.

Powered by Labrador CMS