Samarbejdspartiet: Manglende bilag og ikke partirelateret forbrug
Et tidligere bestyrelsesmedlem i Samarbejdspartiet har offentliggjort mails fra sidste år, hvor han gør Tillie Martinussen opmærksom på det, han mener, er overforbrug. Ydermere mener han, der mangler over 500 bilag for i år. Hovedbestyrelsen afviser anklagerne.
I flere mails har tidligere hovedbestyrelsesmedlem Jan Joe Seidsen gjort Tillie Martinussen opmærksom på, at han ikke mener, hendes forbrug i partiets penge er i orden, og at forbruget betyder, at der ikke er penge til en eventuel valgkamp. Men han står alene med kritikken, understreger hovedbestyrelsen.
-Det er usandt, at der mangler bilag. Alle bilag for transaktioner med partimidler er i partiets varetægt og vil blive stillet til rådighed for det eksterne revisionsselskab. Der mangler ikke 500 bilag. Vi er i besiddelse af alle dokumenter, ligesom kassen ikke er tom, lyder det i et skriftligt svar fra medlem af hovedbestyrelsen Kim Lyberth.
STOP så det fuldstændigt mindblowing pengeforbrug du har, hvad i alverden har du gang i???
Det er hårdtslående ord der fremgår af mails fra tidligere hovedbestyrelsesmedlem Jan Joe Seidsen til fungerende formand Tillie Martinussen d. 24. juni 2019.
Erkender ikke partirelaterede udgifter
I mailen, som Sermitsiaq.AG er i besiddelse af, skriver daværende bogholder for partiet Jan Joe Seidsen til fungerende formand Tillie Martinussen:
- Skulle lige betale en regning, og kan se du har lavet adskillige kontant hævninger og alverdens køb i alle mulige butikker, bare de sidste 14 dage. Der er også hævet til Itunes og Spotify på kortet. Det er partiets penge, penge som der skal aflægges revisorgodkendt regnskab for.
Svaret fra Tillie Martinussen lyder:
- Hej igen. Ja, skal nok betale de ikke-relaterede tilbage.
Hvad der herefter er sket i forhold til tilbagebetaling kan Sermitsiaq.AG ikke få svar på.
Jan Joe Seidsen fratrådte som bogholder fra partiet september sidste år og genindtrådte i juni i år, så han er ikke klar over, om der er betalt penge tilbage fra Tillie Martinussen.
Uenig i prioritering af penge
Han begyndte, at kigge på dette års regnskab i september og er her blevet opmærksom på ting, han ikke mener er i orden.
Sermitsiaq.AG er i besiddelse af en oversigt over alle hævninger på partikortet i 2020. Der er flere posteringer, som redaktionen har forsøgt at få en forklaring på fra partiets hovedbestyrelse og fungerende formand Tillie Martinussen.
Det er blandt andet hævninger på mere end 6000 kroner i Jysk, over 3000 til flyttefirma, 8000 til Nuuk Glas, 8000 i kontanthævninger og lige under 3000 til et rengøringsselskab.
Herudover er der brugt omkring 50.000 kroner på terapeut, godt 30.000 på skønhedspleje og 26.000 på telefon.
Aflever partikortet
Den 28. september i år foreslår Jan Joe Seidsen i en mail, som Sermitsiaq.AG også er i besiddelse af, Tillie Martinussen at aflevere partiets dankort og fremover selv at lægge ud for udgifter, der efterfølgende kan godkendes af hovedbestyrelsen og refunderes. Han rykker for manglende bilag på en 10 siders lang liste den 5. oktober i år.
- Det kulminerer i et hovedbestyrelsesmøde den 12. oktober i år, hvor jeg fremlægger udskrifter fra banken som viser, hvad der er brugt penge på i år.
- Jeg kan ikke fremvise et øjebliksbillede af regnskabet, fordi jeg mangler over 500 bilag fra Tillie, siger han.
Hovedbestyrelsen fastholder at udgifterne er godkendt og i orden
I et skriftligt svar fra hovedbestyrelsen skriver Kim Lyberth
- På grund af den store bevågenhed vi har, så har vi nu sat et eksternt revisionsfirma til at gennemgå samtlige bilag fra 2020, i en løbende revision.
- Dette er en helt ekstraordinær foranstaltning, idet det er almindelig praksis at gøre dette ved slutningen af regnskabsåret. Men på grund af den store opmærksomhed på Samarbejdspartiet for øjeblikket, har vi altså valgt dette skridt, idet åbenhed og redelighed altid har været en del af grundfundamentet for Samarbejdspartiet, skriver han til Sermitsiaq.AG.
- Der er ikke noget nyt i anklagerne, som vi tidligere har tilbagevist, slutter Kim Lyberth.
Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en forklaring fra Tillie Martinussen og hovedbestyrelsen på de forskellige poster, der fremgår i 2020, men det har ikke været muligt.