cop21 i paris

Rejser til Paris selvom vi ikke er med i klimaaftale

En større delegation af grønlandske politikere er rejst til COP21 i Paris, selvom vores land aldrig har været med i en forpligtende klimaaftale eller vist noget ønske om det

Formanden for Frednings- og Miljøudvalget i Inatsisartut, Demokraternes Michael Rosing, er tilfreds med Grønlands klimapolitik
Offentliggjort

I disse dage kan klimainteresserede følge, hvordan naalakkersuisoq for finanser, råstoffer og udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq (S) forklarer Grønlands klimapolitik i Paris til COP21.

Vores linje går ud på, at oprindelige folkeslag bør være en del af en forpligtende aftaletekst, og at Grønland skal have lov til at lukke mere CO2 ud i atmosfæren end andre lande, fordi vi anser os selv som et udviklingsland.

Læs: Fælles klimaerklæring: Arktis har ret til udvikling

Dog har vi i Grønland aldrig selv som land skrevet under på en forpligtende klimaaftale.

På trods af dette, er der denne december rejst et større følge af politikere og embedsmænd til 'byernes by', heriblandt også Inatsisartuts Frednings- og Miljøudvalg.

Rejst på decembertur til Europa
Sermitsiaq.AG ville gerne høre mere om, hvad der sker i Paris, og vi ville have svar på, hvorfor vi har sendt så mange politikere til et topmøde i Paris, når vi aldrig har påtaget os nogen forpligtelser fra en klimaaftale.

Det lykkedes os for en uge siden at få udvalgsformanden, Michael Rosing (D) i tale via e-mail.

Han befinder sig i Paris nu, hvor han kom til lørdag den 5. december.

Føler sig ramt af klimaforandringer
Hvorfor tager I til internationalt klimatopmøde, når Grønland ikke er med i nogen klimaaftaler?

- Grunden til, at vi tager afsted, er, at klimaforandringerne har en meget stor effekt på os heroppe, og vi vil være med til at presse på og informere resten af verden om, hvordan vores situation er.

Men skal vi ikke handle selv som land, synes du?

- Den grønlandske klimapolitik er sådan set fin, som den er. Jeg kunne bare godt bruge en lidt mere eksplicit politik i forhold til nedbringelse af drivhusgasser. Som nogle af dem, der føler effekten af klimaforandringerne, bør vi også være bedre til at se indad og for eksempel arbejde for at forbruget af fossile brændstoffer til varme minimeres. Der var en interessant forespørgselsdebat om det sidst på samlingen. Man kunne også diskutere, om det grønlandske landbrug og fiskeriet kunne gøre mere for at nedbringe CO2 udledningerne.

Læs: Overblik: Her står slåskampene på klimatopmødet i Paris

Vil du gerne have ændret Grønlands klimapolitik, så vi bliver omfattet af klimaaftaler som COP21?

(Politikeren svarer ikke på dette spørgsmål.)

Nu er der brugt mange penge på fly og hotel til grønlandske politikere og embedsmænd, så I kan komme til Paris, selvom vi altid har stået uden for klimaaftaler. Stemmer den rejsepolitik overens med jeres i Demokraterne?

- Jeg ved ikke, hvad du mener med rejsepolitik. Inatsisartut har en rejsepolitik, som vi følger. Hvert udvalg har et rejsebudget, som vi bruger, efter en vurdering af hvad der giver det størst mulige udbytte. Vi er taget på en orienteringsrejse, hvor vi tager rundt og ser på, hvad man gør andre steder i verden.

Læs: Qujaukitsoq deltager ved vigtige møder i Paris

Hvor meget kommer turen til at koste landskassen?

- Jeg kan ikke huske, hvad turen koster, men jeg kan finde ud af det til dig, svarer Michael Rosing.

Hverken udvalgsformanden eller sekretæren for Frednings- og Miljøudvalget er vendt tilbage til Sermitsiaq.AG med noget svar, siden denne mailveksling.

Er fredning og miljø det samme som klima?
Michael Rosing undlod i sidste uge også at svare på flere af de tilsendte spørgsmål, og han har fået flere påmindelser efterfølgende.

Vi ville gerne have haft svar på, hvad international klimapolitik har at gøre med miljø og fredningspolitik, som er Inatsisartut-udvalgets arbejdsområde.

Vi ville også gerne have haft svar på, hvis idé det var, at fem udvalgsmedlemmer og diverse embedsmænd skulle en tur til Paris ud over den i forvejen planlagte grønlandske delegation til Paris.

Læs: Gør Grønland nok for at mindske den globale opvarmning?

Udover det økonomiske regnskab, som Sermitsiaq.AG altså endnu mangler at få indblik i, er der det klimamæssige regnskab.

Her kan man via kuldioxcidberegnere på nettet se, at skønsmæssigt otte personer alene med flyrejsen til og fra Paris via København, uden at rejse på business class, som medlemmer af Naalakkersuisut dog har haft for vane, udleder op mod 5,4 ton kulstof i atmosfæren.

Se også:

Grønlandsk balancegang under klimatopmøde

Vittus tyr til samme strategi som Kina og Indien

Powered by Labrador CMS