Efter rejse i coronazone: Bliv hjemme i to uger
Hold dig hjemme i to uger hvis du har rejst rundt i et af de steder i verden, hvor der er meget udbrud af coronavirus. Sådan lyder opfordringen fra epidemikommissionen.
Udbruddet af COVID-19, det nye coronavirus, udvikler sig hurtigt i en række lande, herunder også Italien, som er et feriemål for nogle grønlændere.
Epidemikommissionen kommer nu med anbefalinger i forhold til borgere, der siden 2. marts 2020 er kommet hjem fra et af de særlige risikoområder. Anbefalingen sker på baggrund af en opdateret rejsevejledning fra Udenrigsministeriet i Danmark i går.
- Epidemikommissionen anbefaler derfor hjemvendte borgere om at blive hjemme indtil 14. dag efter de er udrejst fra et af de særlige risikoområder. De skal under alle omstændigheder ikke besøge sygehuse, alderdomshjem m.v., hvor der er personer, som er særligt sårbare og udsatte, hvis de bliver smittet med COVID-19, lyder det i en pressemeddelelse fra epidemikommissionen.
Gælder fire lande
Landslægeembedet har oplistet disse lande som særlig risikoområder:
- Italien: Regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto
- Iran: Hele landet
- Kina: Hele landet
- Sydkorea: Provinsen Gyeongbuk med storbyen Daegu
- Vi opfordrer arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner til at bakke op om vores anbefalinger, så vi kan forebygge smittespredning i samfundet, udtaler landslæge Henrik L. Hansen.
Han understreger samtidig, at borgere, som er hjemvendt fra særlige risikoområder, skal være opmærksomme på symptomer som feber, hoste eller åndenød. De skal selvisolere sig, hvis de bliver syge, og ringe til sundhedsvæsenet, og ikke møde op på sundhedscentre, skadestuer eller sygehuse.
Også krav til sundhedspersonale
Landslægen har, ligesom man har gjort i Danmark, indført særlige krav til personale på sundheds- og ældreområder, der vender hjem fra en rejse i et af de særlige risikoområder, hvor der er betydeligt smittespredning med COVID-19.
- De skal blive hjemme indtil 14. dag efter de er udrejst fra et af de særlige risikoområder, lyder kravet.
Disse krav og anbefalinger fra epidemikommissionen skal være med til at undgå en eventuel smittespredning af COVID-19. I skrivende stund er der bekræftet i alt ti smittede i Danmark, mens der er elleve bekræftede smittede i Island.
Så sent som i går erkendte epidemikommissionen at det måske kun handler om spørgsmål om tid, før coronavirussen kommer til Grønland.
Man kan læse flere informationer om, hvordan man skal forholde sig til COVID-19 på landslægeembedets hjemmeside. Informationerne bliver jævnligt opdateret.
Turister
Turister og andre rejsende som kommer fra de særlige risikoområder, anbefales at afstå fra indrejse til Grønland indtil der er gået 14 dage fra de har forladt et af de særlige risikoområder.